Når man går med tanker om at prøve noget andet i arbejdslivet, kan det være svært at vide, hvor man skal begynde. Her kan Jeanette være en vigtig sparringspartner. Hun hjælper med at sætte ord på idéer og drømme, så man sammen kan undersøge, hvilke veje der realistisk set er mulige.
Fra rengøring til pleje – et eksempel
Mange tænker måske, at et brancheskift kræver en helt ny start fra bunden. Men sådan behøver det ikke altid at være. Jeanette peger ofte på muligheder, hvor erfaringer kan konverteres til nye områder. Er man f.eks. rengøringsmedarbejder på et hospital, kender man allerede miljøet, omgangsformerne og en stor del af kulturen. Måske kunne næste skridt være at kigge mod plejefaget, hvor erfaringen fra hospitalsverdenen giver en naturlig fordel.
Realistiske planer – også økonomisk
Jeanette hjælper med at skabe en konkret og realistisk plan for, hvordan et brancheskift kan gennemføres. Det handler både om at finde de rigtige uddannelsessteder og kurser, men også om at se på de økonomiske rammer. For mange kan det være en tryghed at få overblik over, hvordan man kan uddanne sig videre, uden at økonomien vælter undervejs.
Samtalen kan være første skridt
Ofte starter processen ganske enkelt med en uforpligtende snak. Her kan man vende sine tanker, få nye idéer og blive klogere på, hvilke muligheder der faktisk findes. På den måde kan Jeanette hjælpe med at omsætte drømme og overvejelser til konkrete muligheder – og i sidste ende til et nyt job.
Traditionel jobformidling
Jeanette laver også klassisk jobformidling for de ledige og har et tæt netværk af virksomheder i lokalområdet. Det betyder, at hun ofte ved, hvor der mangler arbejdskraft, og hvilke muligheder der er for at komme hurtigt i job.
Michael Hjort Jensen, som er tømrer-snedker, oplevede, hvad netværket betyder. Han kom forbi 3F Frederiksborg, da han blev ledig og kørte direkte derfra til en jobsamtale.
»Jeg er virkelig overrasket over, hvor hurtigt det gik. Jeg kom dårligt ind ad døren, før jeg havde et job på hånden, og det job har jeg stadig. Jeg føler mig rigtigt godt behandlet«, fortæller Michael.
Hjælp til det praktiske
Som ledig møder man Jeanette til samtaler, hvor man i fællesskab lægger en plan fremad. Hun hjælper med at få styr på de vigtige detaljer: Et godt CV på Jobnet, en målrettet og motiveret ansøgning, samt booking af relevante møder.
Hvis der er brug for at udvide kompetencerne med et kursus eller en kort uddannelse, kan Jeanette også rådgive om det. På den måde kan man stå stærkere i forhold til de konkrete stillinger, der er i spil.
Med andre ord er hun med til at sikre, at medlemmerne står bedst muligt i ansøgningsprocessen.
3F’s jobportal
Ud over den personlige kontakt med Jeanette og A-kassen har alle medlemmer adgang til 3F’s jobportal, som er Danmarks største jobdatabase. 3F’s jobportal samler alle ledige stillinger, både dem fra andre jobdatabaser, og jobopslag, som vi får ind direkte fra arbejdsgiverne.
Da en del af jobbene i databasen er hentet andre steder fra, er de ikke automatisk kontrolleret for løn- og arbejdsforhold. Derfor skal du altid tjekke med 3F Frederiksborg om en konkret virksomhed har overenskomst eller eventuelt er ramt af konflikt.
Portalen gør det lettere at finde job, og i kombination med Jeanettes personlige vejledning får medlemmerne de bedste chancer for at komme i arbejde.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.