Nyheder
Det rene glas Vi taler meget om klimaet og bæredygtighed. Det har højt politisk fokus. Men hvad kan der gøres for at rykke ord til handling. Sammen med to politikere tog 3F Frederiksborg på besøg hos Kroghs Flaskegenbrug for at blive klogere på genbrug og 3F’ernes rolle.

Det er onsdag formiddag i august. Vi befinder os på Kroghs Flaskegenbrug lidt uden for Skævinge. I 80 år har virksomheden sorteret og gjort flasker klar til genbrug. Det betyder også, at virksomheden i 80 år har bidraget til bæredygtighed og klimaets ve og vel.

For genbrug af flasker dækker over større konsekvenser for kloden end du måske tror, når du smider vinflasken i flaskecontaineren.

Besøget på Kroghs Flaskegenbrug trak virkeligheden ind i politikken, og viste måske også, hvor langt væk politik kan komme fra virkeligheden.

Til at gøre Peter Westermann (SF) og Fie Hækkerup (Socialdemokratiet) klogere på genbrug og genanvendelse stod direktør Jesper Plougmand og Per Larsen, med mere end 30 års erfaring fra branchen.
Klogere blev de to politikere, da samtalen flød i halvanden time. Undervejs på rundvisningen af anlægget i de store haller rejste der sig spørgsmål i takt med, at de brugte vinflasker med videre kom susende hen af samlebåndene.

Bag den lukkede dør til frokoststuen rundede gruppen emner som udbud, genbrug og genanvendelse nu og tilbage i tiden, retten til tidlig pension, et arbejdsmarked for alle og vigtigheden af virksomheder som Kroghs Flaskegenbrug, hvis Danmark skal gå forrest i kampen for klimaet og bæredygtigheden.

Hos Peter Westermann var besøget en regulær øjenåbner, som han selv beskrev det. Særligt klimaaftrykket og flaskeafgiftens betydning sat gang i tankerne.

”Det her var i den grad en splittet oplevelse. For det her besøg har efterladt mig med et stort aftryk og endnu mere frustration både på Kroghs Flaskegenbrugs vegne, men så sandelig også på klimaets. For den fjernelse af afgiften på flasker, som VK-regeringen sat i værk pr. 1. januar 2011, har nu voldsomme konsekvenser for virksomheder og klimaet. For 10-15 år siden var der omkring 40 flaskegenbrug i Danmark – nu er der tre. I stedet for at genbruge flaskerne, hvilket giver en minimalt energiforbrug, så vælger man at smadre dem og genanvende dem. Det giver et langt voldsommere energiforbrug og det fjerner arbejdspladser.
Det her må og skal vi samle flertal til at få ændret nu og her. Afgiften skal tilbage – vi har ikke råd til at lade vær.”

For Fie Hækkerup var det et tydeligt billede på, hvordan hverdagens mekanismer faktisk har en lang og afgørende rejse efterfølgende. Noget, som forbrugerne måske bør tænke mere over i fremtiden.
”Vi har alle stået ved en flaskeautomat i et supermarked. Det er en hverdagsting, vi bare gør. Det er de færreste af os, der sætter sig ned og tænker over, hvad der sker med den her flaske. Jeg får utrolig meget viden af at være på de her besøg. Det giver et indblik i, hvordan ting vi tager forgivet i vores hverdag, selvfølgelig er koblet til politik og lovgivning.
Besøget på Kroghs Flaskegenbrug har givet mig noget at tænke over og det har givet mig lyst til at dykke ned i det her med afgiften på flasker. For gjorde man det rigtige dengang? Hvad var argumentet for at gøre det? Hvis man skød ved siden af målet dengang, så er det klart, at vi skal se på det her. Så jeg skal dykke ned i flaskens historie så at sige.”

De 2000 forskellige typer flasker og EU
Når man taler med mennesker, der har arbejdet i en branche i 40 år, så kommer der ofte masser af viden, gode historier og fakta på bordet. Nu får du lidt fakta om flasker og hvorfor der ikke bør være 2.000 forskellige typer. For ja, der findes omkring 2.000 forskellige typer flasker i Europa.

Det gør arbejdet med sortering og genbrug markant sværere. Derfor bør der arbejdes for at skabe en 20-30 standarder, der er gældende for alle i EU.
”Det ville hjælpe gevaldigt, hvis det var slut med 60 forskellige typer syltetøjsglas. Ottekantede glas, trekantede og så videre. Det vil være til glæde og gavn for fremtidens verden.”, forklarer direktør Jesper Plougmand fra Kroghs Flaskegenbrug.

Han får opbakning fra Peter Westermann.
”Vi skal have fat i EU på den her. Det er nu og her, at vi som politiker i alle lag skal vise handling frem for ord. Lad os få de standarder, så vi kan komme i gang. Det redder ikke hele kloden, men det er på alle måder et skridt i den rigtige retning. En EU-løsning, der kan give så meget mening lokalt og måske endda være med til, at der rundt om i landet kommer flere flaskegenbrug igen.”

Fie Hækkerup er heller ikke afvisende for ændringer på standarderne.
”Jeg har fået en masse ny viden, som jeg skal hjem om udfolde. jeg har brug for at sætte mig ned og sætte mig ind i fakta her inden jeg kaster mig ud i EU-direktiver og andet.”

Efter den 1 1/2 time lange seance kunne Jesper Plougmand og 3F Frederiksborg formand, Mikkel Andersen opsummere dagen.
”Vi fik givet de to politikere et indblik i virkeligheden. De fik løsningsmuligheder på bordet. Vi arbejder videre med vores bidrag til bæredygtighed og beskyttelse af klimaet.”

For politikerne fortsætter rejsen ud i virkeligheden for at blive klogere på, hvordan den og politikken kan hænge sammen.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt