Nyheder
Første stop på ruten Hvilken rolle spiller du som 3F’er i samfundet? Hvordan kan dit arbejdsliv- og miljø påvirkes til det bedre af politikerne? Og kender politikerne egentlig til din hverdag?
Det har 3F Frederiksborg sat fokus på sammen med virksomheder og tre politikere.

Første stop på ruten for Sinem Demir (Enhedslisten), Fie Hækkerup (Socialdemokratiet) og Peter Westermann (Socialistisk Folkeparti) mellem virkelighed og politik var hos Nobina. Transportselskabet har indflydelse på massevis af menneskers hverdag, når selskabets buschauffører transporterer folk på vej til arbejde, i skole eller ud for at finde den store kærlighed. Dagsordenen kredsede sig særligt om udbudsrunder- og materialer samt chaufførernes arbejdsmiljø. Til at tage de tre med ind i hverdagen havde 3F Frederiksborg inviteret Gruppechef i Nobina, Ivan Nielsen.

I 1 1/2 time var der udveksling af problematikker, løsningsforslag, fakta fra virkeligheden og en erfaringsmæssig påklædning af de tre politikere til at lade virkeligheden komme med ind i de politiske beslutningsprocesser.
”Det var virkelig værdifuldt at tale med Ivan, som tog os med ind i chaufførernes hverdag. Det var et brugbart indblik i regler, lovgivning og trafikplanlægning. Den her slags besøg er en klar prioritering fra min side. Jeg er selv passager på nogle af ruterne i Hillerød og har gang på gang set, at der hurtigt kan komme en meget skarp bagkant, hvilket jo presser alle mennesker. Det er ikke mange røde lys eller kø før bussen kan være forsinket.”, lyder det fra Fie Hækkerup om besøget hos Nobina.

Netop buschaufførernes arbejdsmiljø og effekterne af udbudsrunder fylder en hel del hos Enhedslistens Sinem Demir.
”Det er jo buschaufførerne, der får de verbale overfusninger og værre, hvis bussen er forsinket. Jeg kender følelsen fra mit eget job som tjener – du bliver gjort til ansvar for en lang række handlinger, du ikke har magt over, mens du egentlig blot passer dit job og yder den bedst mulige service. Derfor bør der også komme langt mere solidaritet ind i de her udbud. Mindre fokus på at få prisen ned og mere fokus på at få kvaliteten op. Man kan sige at fjerner du solidariteten i udbuddene, så taber alle fra passagererne til chaufførerne og trafikselskaberne.”

Peter Westermann fra SF har et særligt fokus på arbejdsmiljøet, hvilket også bar præg på hans refleksioner over mødet med Ivan og Nobina.
”Det er altid godt at høre om virkeligheden fra dem, der arbejder i den. Det giver stof til eftertanke, når vi får den her viden fra en som Ivan. Ordentlige arbejdsforhold er så vigtige, og der er brug for at slå et særligt slag for de ansatte på transportområdet. De er alt for pressede. Vi skal give dem ro på ved at kræve kvalitet og tid i de udbud, der kommer. Det betyder for eksempel, at der ikke konstant skal rykkes rundt på, hvor anlægget er placeret. Jeg noterede mig, at de er bedre til den slags i Helsingborg, så jeg vil foreslå regionens trafikudvalg at tage derover og blive klogere. Og så vil jeg forklare mine kolleger og elever i Hillerød, hvorfor de skal lade være med at brokke sig, hvis bussen er forsinket. Det er ikke chaufførens skyld, men derimod udbuddets.” 

Politik bør tage udgangspunkt i virkeligheden
Fælles for de tre politikere, 3F Frederiksborgs formand, Mikkel Andersen, og Ivan Nielsen fra Nobina var et stort fokus på, at politik altid bør tage udgangspunkt i virkeligheden. På den måde tjener det arbejdstager og arbejdsgiver såvel som brugerne bedst muligt.

”Det var en god dag. Vi fik et dybere indblik i nogle af de emner, der kan gøre en forskel for ansatte i den offentlige transport. Vi fik også gjort de tre politikere bekendt med nogle af bagsiderne af medaljen, hvilket er sundt. Og så holder vi selvfølgelig fast i dem nu og fremadrettet, så de kan hjælpe med at få ændret forholdene.”, lyder det fra Mikkel Andersen.

Hos Nobina var der også tilfredshed med turen rundt mellem virkelighed og politik.
”De var lydhør. De spurgte en masse og de fik svar og løsninger på nogle af problematikker, vi har været rundt om i dag. Forhåbentlig tager de den viden med sig, så vi i fremtiden kan se nogle af de her løsninger i udbudsrunder- og materialer. Det ville bestemt ikke være dårligt.”, udtaler Ivan Nielsen.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt