Nyheder
Generalforsamling 2025: Der er brug for et stærkt 3F Den 10. april var der generalforsamling i 3F Frederiksborg og ca. 120 medlemmer deltog i mødet på Pharmakon i Hillerød. Efter en fælles middag gik generalforsamlingen i gang, og da aftenen var omme, var der valgt ny formand, ny næstformand og ny bestyrelse. Beretning og regnskab var blevet godkendt og en ny periode med fagligt arbejde for fagforeningens 4650 medlemmer blev skudt i gang.

Formand Michael Vilebæk aflagde bestyrelsens mundtlige beretning, som supplerede den skriftlige beretning, der allerede var delt med medlemmerne. Her blev især sat fokus på den netop vedtagne overenskomstfornyelse, som gælder frem til 2028.

Selvom overenskomsten sikrer pæne lønstigninger, udtrykte Michael Vilebæk bekymring over de arbejdsvilkår, der stadig præger især transportområdet, hvor mange risikerer arbejdsdage på over 10 timer. »Det nytter ikke at tjene mange penge, hvis du dør, inden du kan nå at bruge dem«, lød det klart fra talerstolen.

Holdningen til aftalen har været delte. Nogle faglige teams i fagforeningen – som Industri-, Grønt- og Privatserviceteamet – har anbefalet et ja. Byggeteamet sagde nej, særligt på grund af den manglende indførelse af kædeansvar, som skal sikre, at alle led i byggeriet følger overenskomsterne. Transportteamet valgte ikke at give en entydig anbefaling, da aftalen rummer både forbedringer og udfordringer.

Der blev også fremhævet konkrete resultater for medlemmer, hvor faglige og sociale sager har ført til store økonomiske gevinster og støtte ved arbejdsskader. Fagforeningen arbejder desuden med nye måder at styrke kontakten til medlemmerne – blandt andet via appen »PinToMind«, der skal sikre hurtig og målrettet information direkte på mobilen.

Et andet vigtigt punkt i beretningen var en mulig sammenlægning af 3F Frederiksborg, 3F Frederiksværk-Frederikssund og 3F Nordsjælland Øst til én stor stærk 3F-afdeling i Nordsjælland. En styregruppe er i gang med at undersøge, hvorledes det kan blive realiseret, hvor både faglige og praktiske forhold tages med i betragtning. Det bliver i sidste ende medlemmerne i de enkelte 3F-afdelinger, som kommer til at bestemme om en sammenlægning skal ske.

Michael Vilebæk rundede af med en varm tak til medlemmer, tillidsvalgte, samarbejdspartnere og ansatte for deres store engagement. Hans budskab var klart: »Der er brug for et stærkt 3F – og det kræver, at vi står sammen«.

Mange tog derefter ordet til debatten om beretningen, som endte med at blive enstemmigt vedtaget.

Senere var der valg på dagsordene, bl.a. til den daglige ledelse af fagforeningen, hvor Michael Vilebæk blev valgt som ny formand og Elaine Larsen blev valgt som ny næstformand.

Hvis du, som medlem af fagforeningen, vil læse hele referatet fra generalforsamlingen, er du velkommen til at komme forbi 3F Frederiksborg, hvor du i receptionen også kan få adgang til referater fra bestyrelsesmøderne.

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt