Nyheder
Nye byggefolk Ken og Maassannguaq er nye i 3F Frederiksborg, hvor de arbejder i byggeteamet.
Maassannguaq vil du møde rundt omkring på byggepladserne, og han vil også have et særligt fokus på lærlinge og uddannelsen. Ken er »regnedreng« og beregner dit krav, hvis du f.eks. ikke har fået den rigtige løn eller pension.

Maassannguaq er tømrer og arbejdede indtil han blev ansat i fagforeningen hos Jakon, hvor han også var arbejdsmiljørepræsentant. 

Maassannguaq blev ansat i 3F Frederiksborg ved årsskiftet og er godt i gang med kontakt til pladser og svende, som har faglige spørgsmål eller sager, hvor fagforeningen må ind over. Maassannguaq overtager samtidig kontakten til lærlingene efter Peter Bøgh Kjærullf og er også 3F's mand i det lokale uddannelsesudvalg på teknisk skole.

Fejl i lønnen

»Det er enormt vigtigt, at lærlingene kender deres rettigheder. Når vi tjekker lærlinges lønsedler, så viser det sig, at der tit er fejl. F.eks. at man som 3. årslærling aflønnes som 2. årslærling. 

Og så er der mange mestrer, som ikke »har opdaget«, at Særlig opsparing kom ind i overenskomsten i 2020. Særlig opsparing er i øjeblikket 3% af lønnen, som lærlingen i givet fald bliver snydt for. En anden ting, der blev ændret i overenskomsten er, at man skal have indbetalt til pension fra man er 18 år.«, fortæller Maassannguaq. 

Beregning af krav

Når Maassannguaq eller andre i byggeteamet skal rejse en faglig sag, så ligger der altid en opgave i at beregne kravet til arbejdsgiveren, og her kommer Ken ind i billedet.

Daniel Dyhrberg, vores nye formand, fik idéen til at lave en arbejdsdeling, hvor de faglige sekretærer opsøger problemerne ude på pladserne, mens Ken beregner sagerne, som skal rejses om efterbetaling, brud på overenskomsten eller ved konkurs.

»En effektiv arbejdsdeling, hvor medlemmerne får bedst gavn af vores ansattes spidskompetencer«, forklarer Daniel.

Kens primære arbejde er derfor at gennemgå medlemmers lønsedler og kontrakter. Ved et løntjek opdager fagforeningen f.eks. at lønnen er beregnet forkert. Så skal lønsedler gennemgås – måske flere år tilbage. For lidt i løn giver også for lidt i feriepenge, pension eller SH-betaling. Ken har netop afsluttet en sag, hvor et medlem havde fået forkert SH-betaling tilbage fra 2016. Det har givet små 60.000 kr. i efterbetaling og pension.

Ken regner det hele igennem, så kravet, der rejses, holder »i retten«. Måske løses sagen ved at medlemmet selv tager fat i mester, men sagen kan også ende på et mæglingsmøde, hvor fagforeningen søger at få løst problemet. Hvis mester er helt umulig, så går sagen videre til organisationsniveau, – så Kens regnestykke skal holde hele vejen.

»Jeg trives med at beregne og jeg har stadig direkte kontakt til medlemmer, når jeg vejleder i, hvordan lønsedlen og overenskomsten skal læses«, fortæller Ken.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt