Hvordan vi beslutter arbejdstiden har ellers været en sag, som fagforeningerne sammen med arbejdsgiverorganisationerne klarede ved forhandlingsbordet.

De offentlige 3-partsforhandlinger er et andet uskønt eksempel på, at en regering og et folketingsflertal blander sig unødigt i den danske aftalemodel. For hvis et folketingsflertal kan sætte lønnen op for nogen, så kan de vel også sætte den end igen!

På EU-niveau kan man nævne Mindstelønsdirektivet, som en utidig indblanding i aftalemodellens autonomi til at aftale løn. Barselsregler, feriebestemmelser og konfliktgrundlag er andre emner, der normalt klares indenfor aftalemodellens rammer, men som EU-Domstolen, Europa-Parlamentet og EU’s Ministerråd har ændret.

Det er en særdeles uheldig, for ikke at sige livstruende, udvikling for den klassiske danske aftalemodel. Det bliver kun vanskeligere at forhandle, når man spiller med en blind politisk makker, som kan ændre på regelsættet og resultaterne udenom aftalemodellen.

Risikoen består desuden i, at både arbejdsgivere og fagforeninger kan fristes til at gå til politikkerne med de problemer og krav, som ikke umiddelbart kan løses igennem forhandlinger. Det vil være modellens endeligt. For i stedet for at forholde os til modparten, så vil vi bruge vores kræfter og energi på at påvirke ”den blinde makker”.

Hvis man tror, at politikerne er bedre til at klare spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår end arbejdsmarkedets parter, så venter man ikke bare på det forkerte tog, så står man på den helt forkerte perron.

Daniel Dyhrberg
Formand for 3F Frederiksborg