Nyheder
Spiller hasard med Den Danske Model Den 26. april skulle vi have fejret Store Bededag. Som alle ved, er Bededag afskaffet af regeringen og de radikale. Så Bededag er nu en almindelig arbejdsdag. Der er 52 søndage, så hvornår tager Folketinget en af dem, når de skal have finansieret en fiks politisk idé?

Hvordan vi beslutter arbejdstiden har ellers været en sag, som fagforeningerne sammen med arbejdsgiverorganisationerne klarede ved forhandlingsbordet.

De offentlige 3-partsforhandlinger er et andet uskønt eksempel på, at en regering og et folketingsflertal blander sig unødigt i den danske aftalemodel. For hvis et folketingsflertal kan sætte lønnen op for nogen, så kan de vel også sætte den end igen!

På EU-niveau kan man nævne Mindstelønsdirektivet, som en utidig indblanding i aftalemodellens autonomi til at aftale løn. Barselsregler, feriebestemmelser og konfliktgrundlag er andre emner, der normalt klares indenfor aftalemodellens rammer, men som EU-Domstolen, Europa-Parlamentet og EU’s Ministerråd har ændret.

Det er en særdeles uheldig, for ikke at sige livstruende, udvikling for den klassiske danske aftalemodel. Det bliver kun vanskeligere at forhandle, når man spiller med en blind politisk makker, som kan ændre på regelsættet og resultaterne udenom aftalemodellen.

Risikoen består desuden i, at både arbejdsgivere og fagforeninger kan fristes til at gå til politikkerne med de problemer og krav, som ikke umiddelbart kan løses igennem forhandlinger. Det vil være modellens endeligt. For i stedet for at forholde os til modparten, så vil vi bruge vores kræfter og energi på at påvirke ”den blinde makker”.

Hvis man tror, at politikerne er bedre til at klare spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår end arbejdsmarkedets parter, så venter man ikke bare på det forkerte tog, så står man på den helt forkerte perron.

Daniel Dyhrberg
Formand for 3F Frederiksborg


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt