25-årige Ricky Joachim Christiansen arbejdede i knap tre år for et entreprenør-firma i Øst-Vendsyssel, men undrede sig i mange måneder over sin løn:
- Jeg synes ikke helt, at mine mange timer stod mål med det jeg fik udbetalt, og jeg havde på fornemmelsen, at der manglede noget, fortæller Ricky.
Han tog i juni i år konsekvensen af sin mistanke. For det første skiftede han job til et vognmandsfirma i Agersted, og for det andet kontaktede han 3F Frederikshavn:
- Det er faktisk første gang, at jeg overhovedet har gjort brug af min fagforening, og jeg er rigtig glad for, at jeg tog fat i dem. Det gav nemlig 70.000 kroner på kontoen, fortæller Ricky.
Det var Steen Stidsborg, der sidder med landbrug og entreprenør-overenskomsterne, der fik Rickys sag ind på sit skrivebord. Han fandt hurtigt ud af, at der manglede både pension, og de tillæg, som Ricky havde på fornemmelsen:
- Oveni det kommer så feriepengene, og set over hele perioden blev det til mange penge, som den tidligere arbejdsgiver efter et par henvendelser valgte at udbetale, fortæller Steen, der understreger, at man ikke behøver at sige op for at få lavet et løntjek af 3F:
- Vi kan sagtens undersøge medlemmernes lønforhold uden, at det behøver at være konflikt-optrappende overfor en chef. Det kan altid forklares med, at vi er ved at indsamle materiale til lønstatistik, fortæller Steen, som opfordrer alle 3F-ere til selv at holde styr på deres timeforbrug - enten i en kalender eller en note på sin telefon, og så til at reagere, hvis noget på lønsedlen virker mangelfuldt eller uforståeligt.
Det samme gør Ricky:
- Det kan bestemt betale sig, og jeg er enormt taknemlig for den indsats, som 3F har gjort for mig.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.