Niels Karsten Mikkelsen er 56 år, og har prøvet lidt af hvert i sit arbejdsliv. Han er oprindelig udlært skibsmontør hos Ørskov, har arbejdet med robot-palletering på Sæby Slagteri i mere end 10 år og tog, da slagteriet lukkede, en uddannelse som industri operatør.
Og så har han i flere periode af sit liv kørt lastbil. Senest hos Scandi Stage Trucking, der holder til i Vissenbjerg. I juni i år parkerede han dog lastbil-livet efter et halvt år i virksomheden, og er usikker på, om han kommer tilbage:
- Jeg har egentlig altid elsket det frie liv på landevejene, men der dukkede efter kort tid problemer op hos Scandi, fortæller Niels.
Han blev ansat i november 2024 og tog hver uge afsted fra sit hjem i Sæby søndag aften og kom først tilbage fredag aften:
- Vi kørte fast ud fra Esbjerg Det første, den var gal med var mine diæter. De dukkede ikke op, og da jeg spurgte til dem fik jeg at vide, at dem ville jeg få på mobile pay. Det virkede lidt underligt, men jeg tænkte ikke mere over det. Problemet var bare, at de aldrig blev overført.
I januar begyndte lønnen at blive forsinket, og da Niels i februar ville tjekke sine feriepenge på borger.dk stod der ingen på kontoen:
- Det virkede meget mystisk, fordi jeg kunne se, at feriepengene stod på lønsedlen, men de kom aldrig ind på kontoen. Min chef sagde, at det var helt normalt, at der ville gå to måneder, før jeg kunne se dem på min konto. Det var jeg ikke enig i, og så var det jeg kontaktede min fagforening, fortæller Niels.
Faglig sekretær, Per Thorup hos 3F Frederikshavn, fik Niels lønsedler tilsendt og ansættelses-beviset tilsendt, og den afslørede nye detaljer:
- Scandi Stage Trucking holdt 12,5 procent af lønnen tilbage, som de kaldte særlig opsparing, og så var hans ansættelsesbevis mangelfuldt.
Efter en del møder på Teams fik Per Thorup landet en aftale med arbejdsgiveren, og 27.000 blev overført til Niels konto:
- For mig handler det egentlig ikke om pengene - men det er princippet, som den er helt gal med. Jeg mener, at det er et problem, at man som ansat skal have en fagforening ind over for ikke at blive snydt. Jeg har tidligere kørt for rigtig gode vognmænd, hvor jeg har fået en fin behandling, men efter oplevelsen her, så skal jeg ikke ud på landevejen igen, siger Niels og uddyber:
- Scandi kørte med stykgods, og ud over mig kørte 3-4 andre chauffører. Jeg tænker at vilkårene er blevet så dårlige, fordi for mange i transportbranchen giver for lave tilbud for at komme ind på markedet. Vognmændene underbyder ganske enkelt hinanden, og det går i sidste ende ud over chaufførerne.
Niels sagde selv op hos Scandi Stage Trucking og skal nu til samtale hos Danish Crown i Svenstrup. Her håber han på at kunne gøre brug af sin uddannelse som industri-operatør.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.