Som medlem med pension i PensionDanmark er dine efterladte ved din død sikret udbetalingen af din pensionsopsparing, eller et mindstebeløb på typisk 500.000 kr.
Hvis du dør efter, at pensionsudbetalingerne fra PensionDanmark er begyndt, så bliver resten af en eventuel aldersopsparing og ratepension udbetalt til de efterladte. I forhold til den livsvarige pension er de efterladte kun sikret pengene i den periode, hvor du eventuelt har valgt den såkaldte udbetalingssikring.
Udbetaling til børn eller samlever?
Hvis du ikke tager aktivt stilling, udbetales din pensionsopsparing automatisk til nærmeste pårørende efter denne rækkefølge:
1. Din ægtefælle
2. Din samlever, som du enten har boet sammen med i to år, eller som du har barn med
3. Dine børn, børnebørn osv. (livsarvinger)
4. Arvinger efter dit testamente
5. Dine arvinger efter arveloven.
Hvis du ønsker at ændre, hvem der skal have dine pensionspenge, kan du gøre det med ganske få klik ved at logge på PensionDanmarks hjemmeside pension.dk.
Ønsker du at begunstige andre end din ægtefælle, en samlever eller dine børn, skal du have beskatning med i overvejelserne, og derfor bør du kontakte PensionDanmark.
OBS: Hvis du vil sikre din samlever
Vær opmærksom på, at selv om ugifte samlevere arver din pension, så arver de ifølge arveloven ikke automatisk andre af dine værdier (fx bolig eller bil). Skifteretten undersøger derfor ikke, om der er samlevere i boet efter et dødsfald. Ønsker du at være 100 procent sikker på, at din samlever får dine pensionspenge, så kan det derfor være en god ide at indsætte din samlever som begunstiget med navn og CPR-nummer. Det samme gælder, hvis du vil begunstige en udenlandsk statsborger.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.