Nyheder
Efter SAS-strejken: Bagagefolkene har ikke lagt sig fladt ned Vrede over lønnedgang og forringede vagtplaner. Bagagefolkene hos SAS har ikke opgivet deres ønsker og forventer nye forhandlinger. Det fortæller kollegaerne til deres tillidsrepræsentant.

Cirka 400 bagagefolk i SAS Ground Handling (SGH) sluttede mandag nat tre dages strejke og gik i arbejde med en fyringstrussel over hovedet. Men hvis SAS tror, at det betyder, at de har lagt sig fladt ned, tager de fejl.

Det siger bagagefolkene til deres tillidsrepræsentant i SGH, Kim Buchholdt.

De slår fast over for ham, at de har samme ønsker til ledelsen som før strejken.

De understreger, at deres frustrationer, magtesløshed og vrede generelt går på mindre i løn, længere arbejdstid og forringede vagtplaner. Dertil kommer manglende dialog med en ledelse, der ikke er lydhør.

- De forventer, at der meget snart bliver indkaldt til forhandlinger af vores direktør, siger Kim Buchholdt, der fortsætter:

- Situationen er dårlig, og kollegaerne ønsker at lande en aftale med SAS, som de kan se sig selv i. De håber, at situationen nu ændrer sig, siger Kim Buchholdt, der sammen med sine tillidsrepræsentants kollegaer har knoklet på for at få kollegaerne til at genoptage arbejdet.

Advarede om fyringsrisiko
Kim Buchholdt advarede allerede søndag om, at strejken kunne resultere i fyringer, men det kom bag på ham, at det gik så hurtigt.

Bagagefolkene fik mandag et ultimatum fra SAS om at gå i arbejde mandag til midnat, ellers ville de blive fyret.

Kim Buchholdt hører fra kollegaerne, at de ikke opfatter det som et nederlag, at de er gået i arbejde igen.

- De føler, at de har valgt fornuften og vil også gerne beholde jobbet. De har regninger og husleje, der skal betales, siger Kim Buchholdt.

Undskyld til kunderne
Over for de mange rejsende, der måtte undvære deres kufferter på vej på vinterferie, er der fortrydelse hos bagagefolkene.

- De har det superubehageligt over, at rejsende kom i klemme. Presset var hårdt, og de har undskyldt på en løbeseddel, de delte ud i lufthavnen, siger han.

På spørgsmålet om, hvordan han selv ville have haft det med sin familie på vej på ferie, svarer han:

- Jeg forstår godt, at det har været meget irriterende, men kan kun sige én ting: Det er ikke tilladt at strejke.

På spørgsmålet om, hvorvidt bagagefolkene kunne have gjort noget anderledes, svarer han:

- De siger til mig, at de gik i spontan strejke på en meget, meget travl og kaotisk dag, siger Kim Buchholdt, der er ny i rollen som tillidsrepræsentant.

Utilfredshed med lønnedgang
Han fik sin ilddåb, da han blev vækket af mobilen lørdag morgen med en besked om, at kollegaerne strejkede.

Han drønede ud i lufthavnen for at få dem i arbejde og har haft tre hektiske dag med sparsom søvn og møder i Arbejdsretten – for første gang.

Bagagefolkene er stærkt utilfredse med, at SAS har sat lønnen ned.

Nyansatte går ti procent ned i løn, og kollegaer, der har været væk måske fem måneder på grund af corona-krisen, kommer tilbage til samme job, men til ti procent lavere løn. Det svarer til cirka 3.000 kroner mindre om måneden.

- De føler ikke, at SAS har vist reel forhandlingsvilje, kun udstukket ultimative krav. Folk fortæller om en følelse i maven af, at SAS har udnytte corona-krisen til at stramme tommelskruerne for meget. De vil rigtig gerne bære SGH igennem svære tider, men det skal være på midlertidige aftaler. De ønsker lige løn for lige arbejde, pointerer han og fortsætter:

- Når SAS indfører forskellig løn for ansatte, der udfører samme arbejde, opfatter de det som et “A- og et B-hold”, der giver dårligt klima, siger han.

Vagtplaner frustrerer
Skiftende arbejdstider er også årsag til stor frustration. Tidligere arbejdede bagagefolkene i toholdsskift eller på faste hold, hvor de kendte deres arbejdstider.

Det er ændret til treholdsskift og mange vagtændringer, der ikke bliver varslet i rimelig tid. Det skaber frustrationer, at folk ikke kender deres arbejdstid

- Folk ved ikke, hvordan de skal arbejde. Vagtplanerne bliver hele tiden byttet om. De har blandt andet fortalt mig om, at der på en enkelt måned var over 1.000 vagtændringer, siger han og fortsætter:

- De har svært ved at forklare konen, at de desværre må aflyse tivolituren igen eller alligevel ikke kan komme til fødselsdag, fordi der er byttet rundt på deres vagter, understreger han.

Skal overleve sammen
Han oplyser, at der er høj sygdomsprocent, og en del kollegaer, der er gået ned med stress.

- De ønsker ordentlige forhold, hvor de kan balancere arbejdsliv og privatliv, siger Kim Buchholdt, der også er formand for den 75 år gamle “Ekspeditionsarbejdernes Klub”.

- Vi har lavet mange aftaler gennem tiden og overlevet flere store kriser. Vi skal også gennem corona-krisen. Sammen med SAS, understreger han.

 

Artikel i Fagbladet 3F. Se den online her


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt