Af Lasse Engelbret-Pedersen, Fagbladet 3F

Claus Dønvild sad hjemme i sofaen i begyndelsen af 2020 hvor coronapandemien raserede.

Lufthavnsarbejderen havde netop meldt sig rask efter et halvt års sygemelding på grund af en blodprop, da der tikkede en mail ind fra chefen.

”Du er hermed opsagt”, lød beskeden.

– Det var alligevel lidt af et chok, må jeg sige, når jeg nu havde været der siden 1977, siger 3F’eren.

Efter 37 års tro tjeneste hos SAS Ground Service blev han, ligesom flere tusinde andre lufthavnsarbejdere, fyret på grund af coronapandemiens lammelse af flytrafikken.

– Jeg var 60 år og med det samme helt sikker på, at jeg var færdig på arbejdsmarkedet. Jeg tænkte, ”hvem fanden vil ansætte sådan en gammel stodder som mig?” De vil jo sikkert hellere have de unge mennesker, siger den nu 64-årige Claus Dønvild.

Og hans bekymringer var ikke helt uden grund.

En undersøgelse af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra sidste år viser, at alder er den vigtigste parameter, når arbejdsgiverne skal ansætte nye medarbejdere.

Og knap hver anden af de ledige over 50 år har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet ifølge undersøgelsen.

Var klar til at lægge støvlerne på hylden
Efter fyresedlen gik der godt ni måneder, hvor Claus Dønvild sendte den ene ansøgning efter den anden uden held.

Han var egentlig ”klar til at lægge støvlerne på hylden”, som han siger – men en dag faldt han i snak med en ansat på jobcenteret.

Kommunen manglede folk til at rydde op på Amager Strandpark, fortalte hun, og Claus Dølved kunne være den helt rigtige til jobbet.

– Jeg er lidt pessimistisk, for kommer jeg bare ud til nogen, der egentlig ikke gider at have dig? Men de var pisseflinke til samtalen, og jeg fik jo også jobbet, siger Claus Dølved.

Kan godt ærgre sig
I godt 3,5 år har Claus Dønvild arbejdet på Amager Strandpark. Her møder han hver dag ind ved 5-6-tiden og rydder op efter de mange strandgæster.

– Det er et fantastisk job, og jeg kan godt ærgre mig lidt over, at jeg var så mange år i lufthavnen, når jeg hellere vil være her. Men det er der ikke noget at gøre ved, siger han.

I lufthavnen håndterede han bagage på flyvepladsen, og de sidste år, han var der, blev jobbet mere presset, fortæller han.

– Vi fik bare flere og flere opgaver og skulle arbejde hurtigere og hurtigere. Det blev jo ret stressende i længden, og jeg gik i lang tid og overvejede at skulle lave noget andet, siger han og tilføjer:

– Fyringen er jo egentlig noget af det bedste, der er sket for mig.

– Havde jeg ikke fået derhjemme
Der er nok at lave for Claus Dønvild, når han kører rundt med skraldeposen i sin truck nede ved strandparken. Men det gør ham ikke det store.

– Der er mange, nok især unge mennesker, der lige glemmer, hvor skraldespanden står. Men det er en kæmpe tilfredsstillelse at kunne rydde op og holde stranden pæn og ren for gæsterne, som også er søde og rare, siger arbejderen, som også slår græs og laver andre mindre gartneropgaver.

Der er dog én altoverskyggende grund til, at Claus Dønvild i dag glæder sig over, at han fortsat er på arbejdsmarkedet.

– Jeg har jo fået et kammeratskab med mine kollegaer, som jeg elsker. Vi hygger os og har det sjovt, og det er dét, der gør, at det er værd at stå op om morgenen, siger han.

– Det havde jeg ikke fået, hvis jeg bare havde gået hjemme, siger Claus Dønvild, der håber at kunne fortsætte i jobbet i mange år endnu.

Se artiklen i Fagbladet her Claus blev fyret efter 37 år i lufthavnen: - Det er det bedste, der er sket for mig - Fagbladet3f