Nyheder
Fagbladet forklarer: Hvad er en fritvalgskonto? Ved den seneste fornyelse af overenskomsten kom der endnu flere penge i den såkaldte fritvalgskonto. Du skal vælge, om du vil bruge penge på frihed, seniordage, pension eller tid med børnene.

Af Peter Keiding, Fagbladet 3F

Det er vist noget med, at jeg som procesoperatør, ufaglært, plastmager eller ansat et andet sted under Industriens Overenskomst kan få ekstra penge til at holde fri med mit barn, spare mere op til pension eller gå ned i tid?

Det kan du godt - ordningen hedder “fritvalgskontoen”. Hvert år senest 1. august skal du vælge, hvad du vil bruge pengene på: seniordage, pension, børn eller andet, hvis det er aftalt lokalt.

Den blev indført i 2007 og er blevet udvidet siden. Med den seneste fornyelsen af overenskomsten i 2020 kom den op på syv procent af ens løn.

Den 19. februar 2023 indgik arbejdsgivere og fagbevægelse en aftale om fornyelse af overenskomsten frem til 2025. Her blev det besluttet, at fritvalgskontoen skal stige til ni procent de næste to år. Forliget skal stemmes hjem af medlemmerne, før det er endelig vedtaget.

Seniordage
Hvis du bruger alle dine penge fra fritvalgskontoen til seniordage, kan du holde fri omkring 15 dage om året. Det kræver, at der er under fem år til, at du kan gå på folkepension. For tiden er det 67 år, hvilket betyder, at du kan benytte seniordage fra du er 62 år.

Hvis du også bruger penge fra din løbende indbetaling til arbejdsmarkedspensionen og de fem feriefridage, kan du komme ned på en firedages arbejdsuge.

Pension
Du kan gemme pengene til dit otium. Så bliver de ikke udbetalt eller omsat til fridage, mens du er i job. Til gengæld får du flere kroner og ører ind på din bankkonto, når du går på pension.

Hvis man som 30-årig begynder at indbetale 500 kroner ekstra til pension om måneden på fritvalgskontoen, kan man som 68-årig se frem til en ekstra opsparing på næsten en halv million kroner.

Børneomsorgsdage
Hvis du har børn under 14 år og gerne vil holde lidt fri med dem, kan du via din fritvalgskonto købe to børneomsorgsdage pr. år.

Barns anden sygedag
Har du brug for at blive hjemme på dit barns anden sygedag, er der i forbindelse med fornyelse af overenskomsten 2020 blevet mulighed for det med penge fra fritvalgskontoen. Du kan også tage til lægen med dit syge barn med løn fra denne konto.

Hvis jeg ikke bruger mine penge på seniordage, børn eller pension?
Overskydende midler kan blive udbetalt efter reglerne i overenskomsten eller efter lokal aftale på din virksomhed. Spørg din tillidsrepræsentant eller lokalafdeling for at høre nærmere. Ved forliget om nye overenskomster 19. februar 2023 blev det besluttet, at overskydende penge skal udbetales hvert år i slutningen af maj måned.

Hvor mange penge har jeg at rutte med?
Det kommer an på, hvor meget du tjener.

Tjek på din lønseddel, hvor mange penge der bliver indbetalt.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt