Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F
Skraldemænd i København oplever det som et stort problem, der stresser dem, at politiet – primært motorcykelbetjente – giver dem parkeringsbøder, andre bøder og klip i kørekortet, når de tømmer affald i byens gader.
– Tidligere var vi “lidt fredede”, men de senere år, er det blevet værre og værre. Det er et kæmpe problem, at politiet chikanerer og forfølger os. De ved, hvor vi er, og vi fornemmer, at de ligger på lur, siger Alex Nielsen, der er tillidsrepræsentant hos ARC I/S, Amager Ressourcecenter.
Der er cirka 450 skraldemænd, der tømmer affald i København, og ifølge Alex Nielsen er alle nødt til ind imellem at overtræde færdselsloven, for at kunne tømme beholderne med borgernes skrald.
– Vi gør det ikke for at komme tidligere hjem fra arbejde, som vi ofte får skudt i skoene. Vi vil bare gerne passe vores arbejde, siger han og pointerer, at han udtaler sig på kollegernes vegne.
Fik klip i kørekortet
Senest fik en skraldemand fra ARC midt i september en bøde på 2.500 kroner og et klip i kørekortet for at bakke mod ensretningen på Vesterbro.
– Vi kører i store skraldebiler, der er vokset i længden, efter vi er gået over til el. Med parkerede biler i små gader, er det ikke muligt at overholde reglerne og køre rundt om hjørner, siger han og fortsætter:
– Der er vi nødt at bakke mod ensretningen. Hvis ikke vi gør det, kan vi ikke komme ind på vejen, og så vil der bare ikke blive tømt skrald. Det burde politiet kunne se, siger han.
P-bøde i forruden under affaldstømning
Et andet eksempel er en skraldemand, der fik en p-bøde på, fordi skraldevognen holdt mindre end tre meter fra fuldt optrukne linjer, mens skraldmændene tømte affaldsbeholdere i Valby.
– Vi har ikke andre muligheder for at holde på Toftegårds Alle, siger Alex Nielsen.
Han har klaget til politiet over begge bøder, men begge klager er blevet afvist af politiet i september 2024, og så må skraldemændene betale.
Alex Nielsen har også lige fået afvist en klage over en bøde på 1.000 kroner som en kollega fik for at snitte en politibil, som holdt ulovligt parkeret på Vesterbro, og derfor var vanskelig at passere med skraldebilen.
Skraldemanden satte en seddel i politibilens rude “Beklager, vi har lavet en skade “, men måtte indkassere bøden for ikke at “udvise tilstrækkelig agtpågivenhed”.
– Tidligere kunne vi få slettet bøder, når vi klagede. Det kan vi ikke mere. Det stresser os, at vi ikke kan få lov til at passe arbejdet. Bøderne er ubehagelige, men mere alvorligt er det, at vi risikerer jobbet. Tre klip i kørekortet, så er det ud af vagten, siger han og fortsætter:
– Jeg er nødt til at bakke mod ensretningen flere gange om ugen, så det ligger hele tiden i baghovedet, siger han.
Han peger på, at en god løsning ville være, at sidestille skraldebiler med vejarbejde-køretøjer, der med gult rotorblink på bilen gerne må køre mod ensretningen.
– Det ville løse problemer 100 procent at kunne tænde rotorblinket, selvfølgelig kun i spidssituationer, når der ikke er andre muligheder. Det har tidligere været på tale i Københavns Kommune, men der er intet sket, siger han og oplyser, at skraldemændene har fået udskrevet mindst en halv snes bøder.
Læs hele artiklen i Fagbladet 3F
Fagbladet vil gerne have tips fra skraldemænde der oplever chikane fra politiet. Se mere i linket eller kontakt 3F Kastrup.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.