Sammenhold og hjælpsomhed kendetegner renovationsarbejderne ved ARC i København, der forsøger at være til mindst mulig gene for indbyggerne, når de fjerner storbyens affald i de tidlige morgentimer.

Af Ulla Abildtrup
En råkold efterårsmorgen ved 5-tiden er Københavns gader næsten mennesketomme. Enkelte taxaer cruiser rundt med grønt lys på taget, det er hverdag og først på ugen, og der er langt mellem kunderne.
Det hvide lys fra projektørerne ved Amager Ressourcecenter, ARCs affaldsindsamling i Valby skærer igennem mørket. På den enorme parkeringsplads står række efter række af eldrevne renovationsbiler og lader op, og det myldrer med mænd i skriggule jakker og sorte sikkerhedssko. Mødetiden er 5:15, men en del kommer mindst en halv time før for at nå at få en sludder med kollegerne, inden de skal ud at køre.
- Mange af os har været skraldemænd i lang tid, og de fleste her kender hinanden, forklarer tillidsrepræsentant Alex Nielsen og slår samtidig fast, at i hans verden hedder det ’skraldemand’ og ikke renovationsarbejder.
Duften af kaffe breder sig i kantinen, hvor snakken går over bordene. I et køleskab ligger æbler, bananer og pærer, som medarbejderne kan tage med på dagens rute.
ARC er en offentlig virksomhed og håndterer affald i tre af de fem ejerkommuner nemlig Dragør, København og Tårnby. De to øvrige ejerkommuner er Frederiksberg og Hvidovre, som ARC også modtager affald fra, men her er det ikke ARC, der henter det.
- Vi er over 200 mand her på pladsen, og der er endnu flere på ARCs plads på Amager, fortæller Alex, mens han viser faciliteterne frem i det nybyggede hus.

Kongen af Vesterbro
Her er lækre baderum, hvor skraldemændene kan skifte og komme under bruseren, når de kommer tilbage fra tur, bordfodbold, bordtennis og fitnesscenter, som er meget benyttet efter arbejdstid.
Alex hilser til højre og venstre, og vittighederne fyger om ørerne.
- Du skal køre med Jan Krigbaum, også kaldet Kongen af Vesterbro, fordi han har kørt på Vesterbro i 13 år, siger Alex og peger på en solbrun mand i korte bukser.
- Jeg har lige været to uger på Mallorca og cykle, forklarer 58-åige Jan Krigbaum og giver et fast håndtryk.
Med lange skridt viser han vej over parkeringspladsen til vogn nummer 1648.
Her sidder Thomas Langvik bag rattet, han er lige kommet tilbage på job efter tre måneders sygemelding på grund af en skade, han pådrog sig i fritiden.
Thomas er 41 år, men har allerede haft 20 års jubilæum som skraldemand.
- Normalt kører jeg med storskrald, men her i den første tid efter min sygemelding kører jeg med bøtter – altså restaffald – fordi de ikke er nær så tunge. Ved storskrald kan du nemt komme ud for at skulle håndtere en sofa på 100 kilo, forklarer Thomas.
- Jobbet med restaffald er heldigvis blevet mindre hårdt med årene, i dag skubber vi mere, end vi slæber. Før i tiden måtte vi jo bære bøtterne på ryggen, men man kan da stadig godt mærke det i skuldrene,” supplerer Jan.

Sure bilister og cykler uden lys
Mens de fleste endnu ligger lunt i deres senge, er bil nummer 1648 kørt fra Valby til Vesterbro. Jan Krigbaum kender kvarteret som sin egen bukselomme og guider Thomas gennem de snævre gader proppet med parkerede biler. Ved første stop spærrer en lastbil fyldt med stilladsplader hele vejen.
- Nå, så må vi tage det stop til sidst, erklærer Jan og viser vej til næste stop, hvor han adræt springer ud af bilen og åbner en port med en særlig cylindernøgle.
- I gamle dage rendte vi rundt med omkring 200 nøgler, men nu har vi én nøgle til hele byen, smiler han og fører an ind i en gård med nyrenoverede lejligheder med store altaner, gasgrill og slukkede solcellelamper.
En solsort skræpper op, da Jan trækker den første bøtte hen over fliserne.
- Se her, siger han og peger på bøtten. Låget står op i en 45 graders vinkel, og skraldet truer med at vælte ud.
- Man siger, at vi skal blive bedre til at sortere vores affald. Så vil der blive 70 procent mindre restaffald, men det har jeg altså svært ved at tro på, siger han og trækker af med bøtten.
Da Jan og Thomas har tømt alle gårdens skraldespande med restaffald, dirigerer Jan Thomas videre til næste stop lidt længere nede ad vejen, mens han selv fortsætter til fods i skarpt trav.
- De fleste kan bedst lide at køre bilen, jeg kan bedst lide at gå. Det kan være psykisk hårdt at være chauffør i kvarterer som Vesterbro og Nørrebro. Mange bilister bliver sure og dytter, hvis vi spærrer vejen for længe, og cyklisterne suser både indenom og udenom og har ikke altid lys på, forklarer han og forsvinder ind i en gård, hvor lysene i vinduerne er begyndt at blive tændt.
Thomas holder ind til siden og hopper ud af bilen for at hjælpe Jan.
Endnu en renovationsvogn fra ARC svinger ind i gaden og stopper bag Jan og Thomas’ bil.
- Hvor mange mangler I, råber kollegaen, der skal ind i samme gård efter genbrugspap.
Han springer ned på gaden og giver en hånd med Jan og Thomas’ bøtter.
En tredje renovationsbil fra et konkurrerende firma parkerer bag de første to, og også her kommer chaufføren ud og hjælper.
- Det er helt normalt, at vi hjælper hinanden, siger Jan.
- På den måde kommer vi jo alle sammen hurtigere videre.

En dame i nød
Et strejf af rosa på himlen gør det ud for solopgang, og hovedstadens morgenmylder er taget til. Renovationsbilen forårsager hurtigt kø, når den som nu holder i en smal gade.
- Skal du ud nu, spørger Thomas en kvinde, der står ved sin bil.
- For så holder jeg lige tilbage, mens du kører ud.

Artiklen er bragt i Chaufførnyt november 2023.