Nyheder
Cubanske teknikere møder kolleger på Det Kongelige Teater I denne uge rykker en række cubanske sceneteknikere ind på Det Kongelige Teater. Baggrunden er Den Cubanske Nationalballets gæstespil med Don Quixote.

I denne uge rykker en række cubanske sceneteknikere ind på Det Kongelige Teater. Baggrunden er Den Cubanske Nationalballets gæstespil med Don Quixote, som for første gang danses på dansk jord den 20.–21. september på Gamle Scene.

Når de cubanske kulisser og rekvisitter skal gøres klar, står 3F’s medlemmer klar til at tage imod kollegerne.

”Vores klub Sceneteknisk Forening står klar til at tage imod vores cubanske kolleger. Vi yder forplejning, og en af vores egne kolleger vil fungere som tolk under opholdet,” fortæller Lars Erik Malm, scenetekniker på Det Kongelige Teater, der ser frem til samarbejdet:

”Det er altid givende at være sammen med kolleger fra andre lande. Vi inspirerer hinanden, og da teaterteknik dybest set er ens overalt, forstår vi hinanden fra første færd. Og så er det skønt at udveksle røverhistorier fra scenerne.”

Lars Erik Malm har selv besøgt Cuba og glæder sig til nu at vise de cubanske teknikere et stykke dansk kultur i form af hverdagen bag scenen på Det Kongelige Teater.

”Ligesom vi forventer at få en god oplevelse i deres selskab, er vores håb, at de får et stærkt fagligt – og socialt – ophold, hvor arbejde og solidarisk fællesskab går hånd i hånd,” siger han.

Non-profit initiativ

Bag gæstespillet står advokat Philip Maury, som har realiseret projektet som et privat non-profit initiativ. Han har lejet Gamle Scene, forhandlet aftalerne på plads med kompagniet i Havana og Cubas ambassade – og løst logistikken med at flyve 57 dansere og 1,5 ton scenografi til København.

Philip Maury siger selv om arrangementet:

”Målet er at give danskerne adgang til at se noget af det ypperste inden for ballet, hvor man samtidig kan se, at det udspringer af en helt anden kultur. Jeg er overbevist om, at alle i salen - også dem der ikke har set ballet før - vil opleve, at den passionerede og ekspressive cubanske kultur kan ses i dansen.”

Læs mere om forestillingen på Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Artikel skrevet af: Stine Rud Skov


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt