Nyheder
Folketinget træffer hovedløs beslutning Udtalelse fra John Ekebjærg-Jakobsen Formand, 3F København og Søren Becher A-kasseleder, 3F København

I en tid hvor der er brug for kvalificeret arbejdskraft, har Folketinget besluttet at stoppe støtten til arbejdsløse, der vil uddanne sig med it- kundskaber og engelsk. Det sker selvom arbejdsgiverne inden for især service- og rengøringsområdet efterspørger netop disse kvalifikationer. 

Med virkning fra den 1. januar 2022 har Folketinget valgt at stoppe bevillingerne til FVU-IT og FVU-engelsk. Der er tale om en besparelse, der rammer nogle af de dårligst uddannede og dårligst stillede grupper på arbejdsmarkedet. Der er tale om en hovedløs beslutning, som må laves om. 

Der er brug for flere bevillinger – ikke nedskæringer - for at opkvalificere ufaglærte arbejdsløse inden for service- og rengøringsområdet, så de igen kan komme i arbejde. 

Corona-nedlukningen lærte os som fagforening og A-kasse, at de medlemmer, der ikke er i besiddelse af tilstrækkelige IT-kvalifikationer, står meget dårligt. De kan ikke honorere kravene til den digitale kommunikation, og de risikerer at blive isoleret og komme endnu længere væk fra arbejdsmarkedet. Også i det lys er det en virkelig dårlig ide at gøre det vanskeligere at dygtiggøre sig på dette område.

John Ekebjærg-Jakobsen
Formand, 3F København

Søren Becher
A-kasseleder, 3F København

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt