Nyheder
Folkemøde 2026 Vi er ikke bare tal i et Excel-ark. Vi er rigtige mennesker

3F Center for Organisation har udarbejdet denne artikel.

En delegation på 15 medlemmer af 3F Ungdom er i disse dage taget til Bornholm, hvor Folkemødet finder sted.
Vi har lånt fire af dem – Zakarias, Noah, Mark og Gorm – til en snak hvad unge faglærte og ufaglærte forventer af en festival, hvor overvægten er akademikere, der taler om meget andet end 3F’s mærkesager.

Vigtigste tema på Folkemødet: pension!
En hurtig beregning af gennemsnitsalderen for Zakarias, Noah, Mark og Gorm viser, at der er lang tid til deres pension. Mange af os begynder først at give livets tredje alder opmærksomhed, når vi nærmer os midten af livet.
Alligevel er de alle fire ikke i tvivl: Den vigtigste debat på Folkemødet handler om pension, arbejdsmiljø og det værdige arbejdsliv.

For Noah på 17 år er pension ikke en fjern fremtid. Han oplever allerede konsekvenserne af et fysisk krævende arbejdsliv nu, hos kollegerne. "Jeg kan allerede se på kolleger på 30, 40 og 50 år, at de har problemer. Det er mennesker, der er forpligtiget til at spare op til pensionen, der ikke kan bruge den. Det giver ikke mening at spare op til noget, man ikke kan få glæde af.”

Mark peger på sin egen familie som årsagen til, at emnet betyder så meget:
"Min morfar måtte trække sig tilbage som 70-årig, fordi hans krop var slidt op efter et helt arbejdsliv. Det gør, at jeg allerede nu tænker over pension. Jeg vil gerne kunne løfte mine børnebørn, når den tid kommer, og ikke bare nyde dem fra en kørestol. Jeg forventer at få nogle sygdomme, inden jeg går på pension. Hvis jeg da overhovedet når pensionen og ikke stiller træskoene inden. Jeg kan i hvert fald ikke holde til jeg er 74. Hvor er retfærdigheden af at blive syg og dø af sit arbejde?"

Arbejdspladsernes virkelighed skal med i debatten
For Mark, Zakarias, Gorm og Noah handler Folkemødet især om at være talerør for noget, som sjældent fylder mest i den offentlige debat. Mange beslutninger om arbejdsmarkedet træffes af mennesker, der ikke nødvendigvis kender hverdagen i fag, hvor kroppen er det vigtigste arbejdsredskab.

Noah: "Det er vigtigt, at vi kommer og fortæller, hvordan virkeligheden ser ud ude på arbejdspladserne. Mange af dem, der træffer beslutningerne, har aldrig stået på en byggeplads eller løftet en mursten."

Han ser Folkemødet som en mulighed for at møde politikere ansigt til ansigt og fortælle om de udfordringer, de møder i deres arbejdsliv, og Gorm er enig: "Det er vigtigt at vise, at vi ikke bare tal er i et Excel-ark. Vi er rigtige mennesker."

Mark: Hvis du er håndværker eller chauffør, så har du altid nogle historier, fordi verden ser lidt anderledes ud end når du sidder på Christiansborg og læser om det i et excel-ark bag tykke mure, som vi trods alt har bygget.”

Zakarias oplever også, at ufaglærte ofte bliver overset i debatten: "Det kan godt være at politikerne skriger på faglærte, men de ufaglærte findes også stadig, og I har brug for dem hver eneste dag."



Tre bud på et værdigt liv.
Af Noah, Christoffer, Mark, og Zakarias

  • Tilbagetrækning er en individuel sag. Udbred seniorordningen og udvid Arnepensionen.
  • 3F'ere har det sværeste liv. I dag er man nedslidt, når man vurderes nedslidt nok. Lav forsikringer, folk kan overleve på - ikke satser på dagpenge-niveau.
  • År på arbejdsmarkedet skal give merit til videreuddannelse. I dag har mange ikke råd til omskoling, hvis kroppen siger fra.


Demokrati kræver deltagelse
Folkemødet er også en påmindelse om, at demokrati ikke kun foregår bag murene på Christiansborg.

Gorm: "Det er vigtigt aktivt at tage indflydelsen der, hvor man kan. Der er masser af steder man kan tage indflydelsen. 3F Ungdom, politiske partier og lokale klubber. Det handler om at møde op, sige sin mening og engagere sig i de fællesskaber, der allerede findes og møde de unge, der hvor de er. Derfor er det fedt med mødesteder som det her. At møde andre ligesindede og tale med samme stemme. Man står stærkere, når man står sammen om et fælles mål. Det ved vi jo, os fra fagbevægelsen."

Mark: ”Derfor er det også vigtigt med f.eks. ungdomskonsulenter, der kan hjælpe de afdelinger, der måske ikke har ressourcerne til at aktivere deltagelsen hos unge.”

Vigtigt at få udfordret sit perspektiv
For de fire repræsentanter fra delegationen handler det dog også om at møde mennesker, der ser verden anderledes end dem selv.
Alle er de enige om at Folkemødet skal udfordre deres perspektiv. At blive klogere på andres synspunkter og få testet holdningerne er afgørende.

Gorm: "Man får bedst udfordret sine holdninger, når nogen stiller spørgsmål til dem. Så bliver man tvunget til at tænke over, hvorfor man egentlig mener det, man mener."

Folkemødet er mere end dundertaler, debatter og DJ’s på klippeøen. Det er en mulighed for at give et talerør til samfundets hårdeste fag, udfordre egne holdninger og være med til at sætte retningen for fremtidens arbejdsmarked.

3F Center for Organisation talte med:

  • Lagermedarbejder Gorm Christensen (25 år) fra 3F Djursland – Arbejdsmiljørepræsentant, 1. maj-taler og Kåret som Årets Ildsjæl 2026
  • Tømrer Mark Floe (25 år) fra 3F Midtjylland – Formand for 3F Ungdom Midtjylland og 1. maj-taler
  • Glarmester-lærling Noah Zdrinka (17 år) fra BJMF og Formand for DSU Amager
  • PostNord-medarbejder Zakarias Eid (27 år) fra 3F København – Ungdommens repræsentant til bestyrelsen i 3F København
  • Folkemødet, den årlige demokratifestival, finder sted i Allinge, Bornholm 11-13 juni

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt