Nyheder
Leder 3 2022 God 1. maj!

"Nu grønnes vårens første træ’r
og håbets lyse tid er nær,
men intet føles håbefuldt
for den som lider savn og sult"

Sådan synger vi sammen den 1. maj. Om de mange og store håb for fremtiden vi som samlet bevægelse kæmper os målbevidst frem imod. Og de er mange! Men de er ikke bare fornøjelige håb, men også en dagligdagens krav til at vi til stadighed, kan udvikle og reformere vort samfund til det bedre.

Det gælder om at de unge får en god solid skolegang. At de unge der, ligesom os andre, har valgt at tage en faglig uddannelse får alle muligheder for at kunne gennemføre den. Der skal være praktikpladser til alle.

Og så skal vi ikke mindst få fat i alle de unge, der efter endt skole- eller gymnasieskole, ender som ufaglærte. Fremtiden og vi har brug for dem som faglært arbejdskraft.

Ikke nok med det, så skal vi fortsat satse benhårdt på at alle der kan og vil får de efteruddannelser som de skal bruge. Det er mange penge, men det ville være dyrere hvis vi ikke brugte de penge.
Vi er i gang med en klimapolitisk omstilling i Danmark. Vi kan være stolt af de resultater vi indtil videre har opnået. Men vi har ikke råd til at hvile på laurbærrene, vi skal videre. Og forunderligt nok kan Putins invasion af Ukraine, være anstødsstenen til at vi endnu hurtigere gør os fri af fossile brændstoffer.

Vi skal sikre os at vi alle har et arbejdsmiljø og et arbejdstempo hvor alle kan være med. Vi skal sikre os at tillidsmanden også i fremtiden er det tætte bindeled mellem virksomhed og medarbejdere, og at tillidsrepræsentanten år de bedste muligheder for at kunne virke i hans gerning.

Vi har mange opgaver foran os. Det hele nu med stigende krav til både forøgede militærudgifter og højere dagpenge. Det er derfor godt at Danmark er drevet så fornuftigt at der med lidt held kan blive råd til det hele, hvis vi vil!

I hvert fald vil vi i 3F Københavns Chauffører.

Vi vil ikke svigte vore idealer om give plads til et Danmark for alle.

God 1. maj!

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt