Nyheder
Leder Fællesskab 3 2025 𝗦𝘁𝗼𝗽 𝗻𝘂!

I min leder i dette nummer af vores medlemsblad vil jeg berøre et superaktuelt og meget nærværende emne nemlig Nedslidning også kendt under det lidt mere fine ord Tilbagetrækning.

Og lad mig gå direkte til stålet og lægge ud med et dagligdags problem, eller en kommende udfordring, som vi desværre nok alle kommer til at opleve. Nemlig det faktum at vi alle kan se frem til at skulle arbejde længere og længere og jeg taler ikke om længere arbejdsdage – NEJ jeg taler om at et meget længere arbejdsliv.

For vi kan alle se frem til at pensionsalderen bare stiger og stiger
• Det er på byggepladser
• Det er på vores fabrikker
• Det er bag rattet i busser og lastbiler

Og jeg kunne nævne masser af andre områder hvor vores medlemmer på daglig basis bliver mere og mere slidt ned og det er vel og mærke længe før de når den alder som giver dem mulighed for at kunne trække sig tilbage.

Det er den barske virkelighed for tusindvis af jeres kolleger og vores medlemmer, der står tidligt op, løfter tungt, har skiftende arbejdstider og bruger kroppen hver eneste dag. Mange af jer er fysisk færdige i 50’erne – men nu bliver vi bedt om at holde ud til vi er 70. 

Det er absolut ikke rimeligt, og det er dybt dybt uretfærdigt. 

Der er uhyggelige tal der viser at op mod 25% af os dør inden vi når pensionsalderen, og husk på at det tal forhøjes hver gang politikerne hæver pensionsalderen.

Folketinget har i disse uger behandlet Regeringens lovforslag om den hævede pensionsalder som får betydning for alle, der er født fra 1. januar 1971 eller senere.

Den stigende pensionsalder er et resultat af velfærdsforliget fra 2006. 

Velfærdsforliget blev indgået med en forudsætning om, at der ville være en 5-årig efterlønsperiode. De penge, der dengang blev skaffet, skulle anvendes på velfærd - og så skulle der investeres massivt i bedre arbejdsmiljø.

Ingen af disse forudsætninger er blevet overholdt. Efterlønnen er eksempelvis blevet skåret ned til 3 år, og vi kender alle til de massive nedskæringer som nærmest har amputeret Arbejdstilsynet til et call-center og dette sker vel at mærke mens at udspekulerede arbejdsgiverne nærmest har frit lejde på både byggepladser og andre steder hvor 3F’ere knokler løs, ofte under kummerlige forhold. 

Når vi lægger alt dette sammen er resultatet klart: Det hamrende uanstændigt at hæve pensionsalderen yderligere. I stedet for dette morads skal Arne-pensionen styrkes, for Arnepensionen er vigtig, og den ”rammer” de rigtige, også selv om ydelsen kan opleves som latterlig lav. Men det et skridt i den rigtige retning – en anerkendelse af, at nogle arbejdsliv er hårdere end andre. 

Men nu oplever vi igen, hvordan ordningen udhules. Utallige 3F-medlemmer har de sidste godt 40 år sparet op gennem deres arbejdsmarkedspensioner, og pludselig er de blevet “for velhavende” til at få adgang til den ret, de ellers var blevet lovet, og det er jo fuldstændig vanvittigt. For det er netop de organiserede lønmodtagere, der har kæmpet sig til pensionsordninger gennem overenskomsterne og som har knoklet for at spare sammen til alderdommen.

Pensionsopsparing eller ej så har vi brug for et pensionssystem, der tager højde for at vi nedslides – det handler ikke kun om levealder. Det handler om et system, som indeholder en model for ansvarlig tilbagetrækning, mens man stadig har helbred og livskvalitet. 

Så budskabet herfra til vores politikere skal være: Find nu en tilbagetrækningsmodel der sikrer, at alle – uanset job og baggrund - får en værdig tilbagetrækning efter et langt og hårdt arbejdsliv. Det er nemlig vores medlemmer vi her taler om - og vores medlemmer er ikke bare kolonner i finansministeriets regneark, vores medlemmer er rigtige mennesker af kød og blod. Det er skidt for helbredet – det er uværdigt – og det er desværre en helt naturlig del af manges arbejdsdag – af manges arbejdsliv.

𝗦𝗧𝗢𝗣 nu den skæve stigning i pensionsalderen.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt