Det er sjældent, at en dom fra EU-Domstolen kan få skuldrene til at sænke sig i hele den danske arbejdsmarkedsverden. Men sådan var følelsen i sidste uge, da afgørelsen om EU’s mindstelønsdirektiv landede. Den sag, som i årevis har truet den danske model og skabt uro om fremtiden for vores kollektive løndannelse, endte med et delvist medhold til Danmark. Ikke en total sejr – men en principiel én af slagsen.

For selvom direktivet overlever i nedbarberet form, er afgørelsen i virkeligheden et klart signal: EU kan ikke og skal ikke bestemme løn i Danmark.

Tre centrale nedslag i dommen viser, hvor afgørende denne sag er – ikke bare for fagbevægelsen, arbejdsgiverne og politikerne, men for alle lønmodtagere i Danmark.

1. Domstolen slår fast, at EU ikke kan gennemtvinge en mindsteløn i Danmark. Punktum. Den frygt, der længe har spøgt, er nu formelt manet i jorden: EU får ingen kompetence til at diktere løn. Heller ikke i fremtiden.

2. Der fjernes to bestemmelser i direktivet, hvor EU gik alt for tæt på selve løndannelsen. Den skarpe grænse, domstolen nu har trukket, bliver stående – også om 10 og 20 år. Det er en rettesnor for fremtidens lovgivning, og det er en institutionel anerkendelse af, at løn er et nationalt anliggende.

3. EU-borgere får ingen individuel ret til en bestemt, lovbestemt løn gennem direktivet. Det er fortsat op til medlemsstaterne selv at vælge, om man vil have overenskomster eller lovbestemt mindsteløn.

Alt dette betyder, at Danmark har fået en garanti for, at den danske model kan bestå.

Dommen er mere end jura. Den er et vidnesbyrd om, hvad Danmark kan, når vi står sammen. Fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Et bredt folketing. De danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Og regeringen.

Alle parter trak i samme retning – og det gjorde en afgørende forskel. Havde vi uden modstand accepteret direktivet, havde vi åbnet døren på vid gab for fremtidig EU-indblanding i løn.

Det gjorde vi ikke, og derfor er dommen en sejr for det danske sammenhold og den danske model.

Nu begynder det svære

Men kampen slutter ikke her. For dommen løser jo ikke det reelle problem: de arbejdende fattige (working poor) i hele Europa. Og en mindsteløn er ikke svaret – det ser vi tydeligt i vores naboland Tyskland, hvor en mindsteløn på omkring 96 kroner i timen ikke har fjernet fattigdommen.

Nu begynder næste mission: at skabe reel beskyttelse for Europas mest udsatte arbejdere. Det kræver lovgivning, der virker – ikke symbolpolitik.

Kampen skal stå om:

Kædeansvar, så virksomheder ikke kan gemme sig bag uendelige underleverandørled som ofte er baseret på svindel.

Bedre regler for offentlige udbud, så kvalitet og ordentlige vilkår vejer tungere end laveste pris.

Et fælles europæisk ID-kort i byggeriet, så fusk og ulovlige arbejdsvilkår kan stoppes systematisk.

En sejr – og en forpligtelse

Dommen viser, at det nytter at stå fast. At den danske model har venner – også i EU-systemet. Men den viser også, at når vi vil sikre ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet, må vi selv gå forrest.

Danmark vandt, fordi vi stod sammen. Nu skal vi bruge den styrke til at skabe de regler, der for alvor løfter dem, som har mindst.

Det skylder vi ikke bare os selv – det skylder vi hele Europa.