Den sidste uge i november døde tre udenlandske bygningsarbejdere på Fyn, da de arbejdede på taget af en silo, der styrtede sammen. To af dem blev kun 20 og 25 år. Seks andre blev kvæstet. I efteråret afslørede DR seks unge i alderen 12-16 år, der arbejdede med livsfarlig asbest uden værnemidler i en virksomhed. Vi har også set TV rulle ud, hvordan kyniske
entreprenører udnytter udenlandsk arbejdskraft i stor stil til livsfarligt arbejde uden beskyttelse og ussel løn. Uhyggelige eksempler fra det arbejdende Danmark, der ikke er enestående.
Alligevel har regeringen, SF og De Radikale med åbne øjne netop præsenteret en finanslovsaftale for 2025, hvor det Arbejdstilsyn, der skal kontrollere og passe på os udsættes for kraftige besparelser.
Arbejdsmiljøet er trukket til slagtebænken i en tid, hvor vores samfund bugner med asbest, PCB og andre miljøskadelige stoffer, som vores medlemmer af 3F skal skaffe af vejen på forsvarlig vis. En tid, hvor den udenlandske arbejdskraft på ti år er fordoblet til 400.000. Mennesker, der bliver udnyttet og er særligt udsatte, fordi de hverken kender til farerne eller de danske regler. Altså en tid, der på alle måder råber på mere kontrol og ikke mindre kontrol, og hvor der i den grad er brug for, at Arbejdstilsynet kommer ud på arbejdspladserne.
Derfor er denne Finanslovsaftale rigtig skidt nyt. Arbejdstilsynet beskæres og Arbejdsmiljørådet, der netop har hædret en af vores medlemsvirksomheder Royal Copenhagen for deres enestående arbejdsmiljøarbejde afskaffes helt. Vi taler ikke om småpenge. I et svar til Folketingets Finansudvalg oplyser beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, at der vil blive sparet 65 millioner kroner på Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljørådet i perioden 2025-2028. Omsat i fuldtidsstillinger oplyser hun også, at det vil betyde et farvel til cirka 100 medarbejdere over de fire år. Langt de fleste stillinger ryger i Arbejdstilsynet og det vil betyde, at tilsynet kommer til at udføre færre tilsyn ude på vores arbejds- og byggepladser. Lige netop der hvor vores medlemmer udsættes for risiko.
Heldigvis har de kommende nedskæringer fået en lang række forbund til at protestere, og selv om de næste måneder står i overenskomsternes tegn, vil kampen for vores arbejdsmiljø ikke forsvinde. For på et arbejdsmarked som bliver mere råt, mere beskidt og mere kriminelt er der kun et spørgsmål, vi bør stille: Har vi egentlig råd til at slagte Arbejdstilsynet?
Herfra skal til sidst bare lyde et ønske om en god jul og et godt nytår fra alle os til alle Jer og jeres familier.