Midt i januar landede den triste meddelelse om, at Schneider Electric lukker deres fabrik i Benløse ved Ringsted hos 3F Midt og Østsjælland. Virksomheden oplyser, at man flytter produktionen til bl.a. Polen og Spanien for at styrke konkurrenceevnen. Lukningen betyder, at lidt over 90 3F’ere står til at miste deres job.
Det er gået godt
Når en lukning er uundgåelig, som tilfældet var hos Schneider Electric, handler det for 3F om at sikre, at medarbejderne kommer så godt som muligt derfra. Derfor har 3F deltaget i samlet seks forhandlinger for at tilvejebringe de bedst mulige vilkår i den sidste periode.
- Kort efter, at vi havde fået besked om lukningen, begyndte vi at forhandle derude, fortæller faglig sekretær René Schiøler. Han tog selv del i forhandlingerne sammen med 3F’s tillidsrepræsentant og bl.a. også en faglig medarbejder fra Dansk Metal.
- Forhandlingerne er gået rigtig godt. Vi har fået nogle fornuftige fratrædelsesaftaler og bonusordninger ud af det. Vi har eksempelvis lempet mulighederne for at få fuld bonus. Når man er i lukningsfasen kan man reagere forskelligt på det og være knap så produktiv. Der er også dele af produktionen, der udgår, som gør, at man ikke kan opnå de samme resultater, forklarer René Schiøler. Han kan ikke gå i detaljer om aftalerne.
Løbende opfølgning
Frem mod den endelige lukning vil 3F løbende komme på besøg i virksomheden for at hjælpe hver enkelt medarbejder med at finde en vej videre i karrieren.
- Vi sætter os ned med hver enkelt medarbejder, som har lyst til det, og som er medlem af 3F, oplyser René Schiøler. Schneider Electrics fabrik i Ringsted lukker endegyldigt i slutningen af april 2027. Men afskedigelsen af medarbejdere kommer i tre bølger i august, december og i forbindelse med, at nøglen drejes om for sidste gang i april.
Næste gang 3F kigger ind er tirsdag den 10. februar. Her har man mulighed for at få råd og vejledning om bl.a. uddannelse i opsigelsesperioden, jobmulighederne og overenskomstens regler om opsigelse.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.