Lukasz fandt en lejlighed i Kolding og begyndte at søge arbejde. På internettet fandt han vikarbureauet Thornvikar, som formidler udenlandsk arbejdskraft til danske virksomheder.

Bureauet reklamerer med overenskomstmæssige forhold og med, at alle regler bliver overholdt.

Thornvikar satte ham i kontakt med entreprenørfirmaet Stark Entreprise i St. Lyngby. Det blev aftalt, at Lukasz skulle møde op på Københavns Hovedbanegård, hvor virksomhedens ejer, Mathias Stark, ville hente ham.

Lukasz havde ikke råd til togbilletten og måtte låne pengene af en ven for at kunne møde op.

På køreturen nordpå blev de egentlige ansættelsesvilkår præsenteret.

Lukasz skulle betale 4.000 kroner om måneden for et værelse på Mathias Starks ejendom. Samtidig skulle han betale 1.000 kroner om måneden for at leje firmaets bil – oveni alle udgifter til brændstof.

Selv når han hentede materialer til virksomheden i firmaets lastbil, skulle han selv betale brændstoffet.

Lønnen blev aftalt til 200 kroner i timen, men med et fradrag på 50 kroner i timen til ”skat”.

Mathias Stark lovede at udarbejde et ansættelsesbevis, men trods gentagne rykkere modtog Lukasz aldrig nogen kontrakt.

Der blev heller aldrig udstedt lønsedler.

Virksomheden indbetalte heller ikke til FerieKonto, ATP, pension eller fritvalgsordning – lovpligtige ydelser, som samlet udgør en væsentlig del af lønnen.

Hvor de tilbageholdte ”skattepenge” er blevet af, er uvist. De er i hvert fald ikke afregnet til Skat.

Lukasz fik ved enkelte lejligheder kontanter i hånden, men uden nogen form for dokumentation, selv om han bad om det. Sidste gang han fik løn, bestod betalingen endda af to udløbne 500-kronesedler.

Det blev dråben.

Lukasz stoppede arbejdet og henvendte sig til 3F, som straks gik ind i sagen.

Fagforeningen forsøgte først at finde en løsning med Mathias Stark, men entreprenøren har ikke besvaret henvendelserne. Derfor bliver kravet nu forfulgt ad civilretlig vej.

Stark Entreprise har desuden ikke overenskomst, selv om virksomheden er blevet opfordret til at indgå en. Også her er 3F blevet mødt med tavshed.

3F kræver blandt andet, at Stark Entreprise:

- udarbejder korrekte lønsedler for det udførte arbejde,-indbetaler skyldige beløb til pension, FerieKonto, ATP og fritvalgsordning,

- erstatter værdien af de ugyldige pengesedler, der blev udbetalt som løn,

- tilbagebetaler de ulovlige opkrævninger for leje af firmabil,

- refunderer udgifter til brændstof, som Lukasz har lagt ud for virksomheden,

- samt betaler godtgørelse for det manglende ansættelsesbevis.

Hvad Skat vælger at gøre i forhold til den manglende afregning af tilbageholdt skat og de uoplyste lejeindtægter, er myndighedernes ansvar. Men sagen rejser alvorlige spørgsmål om både skatteunddragelse og social dumping.

Sagen er historien om en ung mand, der kom til Danmark i forventning om ordnede arbejdsforhold, men i stedet mødte en arbejdsgiver, som efter 3F’s opfattelse tilsidesatte både lovgivning og almindelige løn- og ansættelsesvilkår.

Den er også en påmindelse til danske forbrugere og virksomheder om at undersøge, hvem de handler med. Kunderne hos Stark Entreprise har muligvis fået udført det arbejde, de har betalt for, men kan samtidig – uden at vide det – have været med til at finansiere et system, hvor arbejdstageres rettigheder og samfundets regler er blevet tilsidesat.

For Lukasz blev medlemskabet af 3F afgørende. Fagforeningen tager kampen op og rejser kravene mod arbejdsgiveren.

Historien viser, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening. Når virksomheder snyder, er det fagbevægelsen, der sikrer ordnede forhold på det danske arbejdsmarked.