Michael Vilebæk benyttede lejligheden til at hylde Jens med følgende tale:
Kære Jens Agdrup
Et STORT tillykke med dit 80 års jubilæum i fagbevægelsen og 3F.
Det er ikke hver dag, vi får lov til at fejre noget så enestående som det, vi markerer i dag: 80 år som medlem af fagbevægelsen – og af 3F-familien. Det er ikke bare en bedrift, det er en livsgerning.
Den 24. maj 1945 meldte du dig ind i fagbevægelsen kort tid efter Danmark befrielse fra den tyske besættelse af vores land. Og du har været med af fagbevægelsen og vores fællesskab lige siden.
Et helt liv, hvor solidaritet, sammenhold og kampen for ordentlige forhold har været en naturlig del af dit DNA.
Når vi ser tilbage på de sidste otte årtier, så er det en rejse gennem en stor del af Danmarks arbejderhistorie. Du har været med, da man stadig kæmpede for feriepenge og en arbejdsuge under 48 timer. Du har oplevet skiftet fra blyant og skriveblok til computer og digitale medier. Du har stået skulder ved skulder med kolleger, og du har aldrig været i tvivl om, at fællesskab er vejen frem. At der til alle tider er brug for et stærk fællesskab og at vi står sammen.
Og her i dag står vi med dyb respekt. Ikke kun for årene, men for det engagement, du har lagt i dit medlemskab. Du har ikke været passiv – du har været med, du har deltaget, og altid en del af fællesskabet. Og det er du fortsat.
Det kræver noget særligt at holde fast i sin faglige identitet gennem så mange år. At tro på fællesskabets styrke i både medvind og modvind. Det siger noget om din karakter – og det siger noget om, hvor vigtigt fagbevægelsen er for dem, der ved, hvad det betyder at stå sammen.
På vegne af 3F og hele fagbevægelsen vil jeg gerne sige tak. Tak for din loyalitet. Tak for din indsats. Og tak for, at du har båret fanen højt gennem generationer.
Du er et levende bevis på, hvad solidaritet og sammenhold betyder – og på at vi står på skuldrene af dem, der aldrig gav op.
Tillykke med de 80 år i fagbevægelsen, Jens. Det er en ære at fejre dig i dag.
Endnu engang et STORT tillykke med dit 80 års jubilæum.
På vegne af 3F og alle dine kammerater
De varmeste hilsner
Michael Vilebæk
Formand
3F Frederiksborg
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.