Da vi besøgte pladsen var de to litauiske arbejdere ikke meget for at fortælle om deres lønforhold og arbejdstid, så vi indkaldte firmaet til et møde, hvor de skulle fremlægge løn- og timesedler.
Arbejdsgiveren havde fået dem til at indgå en aftale om varierende ugentlig arbejdstid, hvilket kort sagt vil sige, så de kan arbejde 45-50 timer om ugen i et stykke tid og så rejse hjem i nogle uger bagefter. Det er forståeligt, at de udenlandske arbejdere gerne vil hjem til familien, men der skal være orden i tingene, når de arbejder mere end 37 timer uden overtidsbetaling.
Det er frivilligt om man vil have varierende ugentlig arbejdstid – men mange arbejdsgivere kræver det – ellers får folkene bare ikke jobbet.

Da vi kontaktede firmaet, sendte de nogle ulæselige sedler på litauisk, men efter nogle rykkere fik vi papirer, som vi kunne læse.
Det viste sig, at den ene arbejder havde for få timer – og den anden for mange i forhold til den arbejdstidsaftale, der var indgået.

Hvis man har for få timer, skal firmaet betale op til 37 timer om ugen, - det er vores ret.
Hvis man har for mange timer, skal der betales overtid for de timer, som er ud over aftalen.

Først nu i maj lykkedes det at holde møde igen, og her indgik vi et forlig med arbejdsgiveren om betaling af 75.000 kr.

Da vi var på pladsen, opfordrede vi de to bygningsarbejdere til at komme med i 3F, men det ville de ikke. Når de ikke er med i fagforeningen, tilfalder pengene 3F.
De penge bruger vi til at køre ud og afsløre flere arbejdsgivere, der underbetaler deres folk og overtræder overenskomsten