Hans Nissen stammer fra Oksbøl i Vestjylland og begyndte sit arbejdsliv som kok på sommerrestauranter. Uden for turistsæsonen var det imidlertid svært at finde arbejde i branchen, og efter råd fra en kollega søgte han derfor arbejde hos Vølund, som mange kender for produktionen af varmeanlæg og varmepumper.
Det blev starten på en ny retning i arbejdslivet. På Vølund blev Hans valgt som tillidsmand, og her fik han også sin første erfaring med faglige konflikter. Under en lønforhandling afviste medarbejderne virksomhedens tilbud og nedlagde arbejdet i tre dage. Aktionen fik forhandlingerne til at bevæge sig i den ønskede retning, og resultatet blev markant bedre end det oprindelige tilbud.
Hans blev på Vølund og efter kort tid valgt som næstformand i SID Videbæk. Senere blev han ansat som kontorbestyrer i afdelingen, hvor han for alvor tog hul på karrieren i fagbevægelsen.
Efter nogle år i SID lod han sig dog friste af muligheden for at vende tilbage til restaurationsbranchen. Han tog igen kokketøjet på, men det varede kun et års tid.
– Det viste sig, at den faglige og politiske ild var tændt. Jeg savnede muligheden for at gøre en forskel for andre mennesker, fortæller Hans.
Han vendte derfor tilbage til fagbevægelsen og blev ansat som kontorbestyrer i SID Nivå-Fredensborg. Kort tid efter blev han valgt som formand – en post, han siden har varetaget gennem flere fusioner og organisatoriske forandringer.
I 2005 blev afdelingen slået sammen med Helsingør og Græsted, samtidig med at Kvindeligt Arbejderforbund blev en del af fællesskabet. I 2009 fulgte endnu en fusion, da 3F Nordsjælland Syd blev lagt sammen med afdelingen, som herefter fik navnet 3F Nordsjælland Øst.
Fusionerne har hver gang skabt større faglige miljøer og stærkere kompetencer, hvilket har været en klar fordel for medlemmerne. Samtidig har udviklingen dog haft en bagside.
– Hver gang er fagforeningen også kommet et skridt længere væk fra medlemmerne. Derfor er det altafgørende, at fagforeningen kommer ud på arbejdspladserne og har mange udadvendte aktiviteter, siger Hans.
Han glæder sig derfor over, at 3F Nordsjælland netop har fokus på at styrke tilstedeværelsen ude på arbejdspladserne.
– Vi skruer op for arbejdspladsbesøgene, og vi etablerer et organiseringsteam, som sammen med de faglige sekretærer skal ud og vise 3F’s ansigt. Det handler om at støtte tillidsrepræsentanterne og være synlige dér, hvor medlemmerne er, understreger han.
Når Hans ser tilbage på sine mange år som formand, er det ikke kun organisationen, der har ændret sig. Selve lederrollen har også udviklet sig markant.
– Da jeg startede som formand i SID Fredensborg, skulle formanden tage sig af det hele. Man var både leder for medarbejderne, behandlede faglige sager og hjalp medlemmer med sociale problemer eller spørgsmål om pension og forsørgelse.
I dag er virkeligheden en anden.
– Formanden skal være professionel leder for en stor medarbejdergruppe, og det kræver nogle andre kompetencer. Tidligere var arbejdet måske i højere grad båret af idealisme. I dag stiller medarbejderne helt naturligt større krav til ledelsen om, at arbejdsvilkårene i fagforeningen afspejler de vilkår, vi kæmper for på arbejdsmarkedet. Det er en udfordring, som den nye ledelse i 3F Nordsjælland skal tage på sig, siger han.
For ham har arbejdet i fagbevægelsen og det politiske arbejde altid været tæt forbundet.
– I fagforeningen arbejder vi for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. I kommunalpolitik handler det om at skabe gode rammer for børnene i daginstitutionerne og skolerne, for de ældre og for mennesker, der har brug for hjælp. For mig har det været to sider af samme sag.
Han ser tilbage på et liv, hvor arbejde og engagement har været tæt vævet sammen.
– Jeg føler mig enormt privilegeret over at have kunnet leve et liv, hvor mit arbejde i fagbevægelsen og mit politiske engagement har hængt så tæt sammen. Jeg har haft mulighed for at beskæftige mig med de ting, jeg brænder for, næsten døgnet rundt, og samtidig fået lov til at sætte nogle aftryk, som forhåbentlig består, siger han.
Blandt de projekter, han er særligt stolt af, nævner han etableringen af Skovgården i Humlebæk, et plejehjem for mennesker med demens, som er indrettet med særligt fokus på beboernes behov og livskvalitet, og 2 bofællesskaber for psykisk udviklingshæmmede i samarbejde med LEV.
– Først skal jeg lige vænne mig til tanken om at være pensionist. Men planen er, at jeg skal engagere mig i frivilligt socialt arbejde, fortæller han.
Dermed fortsætter engagementet i nye former. Blandt andet får han selv glæde af Frivilligcenter Fredensborg – et sted, som mange lokale foreninger benytter, og som Hans som byrådspolitiker selv var med til at få etableret.
Efter et langt arbejdsliv med fokus på fællesskab, solidaritet og engagement er det derfor næppe sidste gang, Hans Nissen kommer til at gøre en forskel for andre.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.