Nyheder
Fra lokal fagforening til stort forbund Fra januar 2026 er det ikke kun medlemmerne i 3F Frederiksborg, der får glæde af Elaine Larsens faglige arbejde. På 3Fs kongres i september blev Elaine nemlig valgt som forhandlingssekretær i forbundet for Transportgruppen.

 

Kongressens valg betyder, at medlemmer og kolleger i 3F Frederiksborg må sige farvel til Elaine i dagligdagen. Elaine har været ansat i fagforeningen som faglig sekretær siden 2012.

I fagforeningen arbejdede Elaine i starten inden for industriens område, men har i de sidste mange år haft med transportområdet at gøre. Det er hendes store erfaring og resultater her, der har ført til, at man i bredere kredse i 3F har fået øje på Elaines talenter og »gaflet« hende som forbundssekretær.

 

Det er kendetegnende for Elaine, at hun på stort set alle arbejdspladser, hvor hun har været ansat, er blevet valgt som tillidsrepræsentant – første gang som 18-årig, da hun arbejdede som handicapledsager. Hun blev fagligt aktiv på arbejdspladsen Arriva Handicap og fik en god oplæring af den daværende fællestillidsmand.

 

Derefter blev hun valgt til bestyrelsen i Chaufførernes Fagforening i København og blev også aktiv i 3F Ungdom. I 3F Ungdom mødte hun i øvrigt sin mand, med hvem hun i dag har to teenagebørn. Vi hører altså om en familie, hvor snakken over middagsmaden ofte handler om den faglige kamp.

 

Tillykke med valget

Når Elaine møder ind i Forbundshuset til sin nye funktion som forhandlingssekretær i Transportgruppen, skal hun bl.a. forhandle overenskomster, rejse faglige sager og hjælpe 3Fs lokale afdelinger, når der opstår uenigheder med arbejdsgiverne.

 

I 3F Frederiksborg giver vi en faglig sekretær og kollega videre, der brænder for, at vores medlemmer skal have ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Vi kender Elaine som en faglig ildsjæl, der er parat til at tage kampen med selv den mest umulige arbejdsgiver.

Så selv om Elaine bliver savnet her i fagforeningen, må vi ønske Forbundet og dets medlemmer i hele landet tillykke med en dygtig forhandlingssekretær, der vil gøre en forskel – desuden skal Elaine selvfølgelig også have et stort tillykke med valget!  


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt