Nyheder
Spis med en god smag i munden Græsted Kro har overenskomst En administrativ forglemmelse betød, at Græsted Kro ikke længere var dækket af en overenskomst. Det er der nu rettet op på efter en god dialog med 3F Nordsjælland, så Græsted Kro nu igen er omfattet af en overenskomst med 3F.

Da ejeren blev gjort opmærksom på, at kroen ikke var dækket af en gældende overenskomst under virksomhedens nuværende CVR-nummer, kom det som noget af en overraskelse. Virksomheden havde tidligere været omfattet af overenskomsten under et andet CVR-nummer. Det viste sig, at den manglende overenskomst skyldtes en administrativ forglemmelse.

Efter en konstruktiv dialog mellem Græsted Kro og 3F Nordsjælland blev der hurtigt indgået en tiltrædelsesoverenskomst. Det sikrer medarbejderne løn- og ansættelsesvilkår efter branchens aftaler.

 

»Vi har tidligere været dækket af overenskomsten, så det kom ærligt talt bag på mig, at den ikke var blevet videreført på det nuværende CVR-nummer. Da vi blev opmærksomme på det, var det naturligt at få det bragt på plads,« fortæller Vibeke, der ejer kroen.

 

Overenskomst giver tryghed

Hos 3F Nordsjælland oplever vi, at mange mindre virksomheder gerne vil have ordnede forhold for deres medarbejdere. Men ændringer i virksomhedsstruktur, ejerskab eller CVR-nummer kan i nogle tilfælde betyde, at aftaler ikke automatisk følger med.

Andreas Lønne Christensen, der som faglig medarbejder i 3F Nordsjælland arbejder med området, peger på, at en overenskomst både giver klare rammer for medarbejderne og arbejdsgiveren – og samtidig sender et signal om ansvarlighed og ordentlighed.

 

»Mange virksomheder gør allerede rigtig meget for deres medarbejdere. En overenskomst skaber gennemsigtighed om vilkårene og giver både ansatte og arbejdsgiver et fælles grundlag at arbejde ud fra«, fortæller Andreas. For kunderne kan det samtidig være en tryghed at vide, at virksomheden er omfattet af en overenskomst og dermed har ordnede forhold for sine ansatte. Når restauranten har overenskomst, kan man med andre ord spise med en god smag i munden.

 

En god dialog kan løse meget

»Nogle gange handler det ikke om modvilje, men ganske enkelt om, at man ikke har fået undersøgt forholdene nærmere. En dialog kan ofte afklare tingene hurtigt og ukompliceret«, siger Andreas, der på baggrund af historien fra Græsted Kro opfordrer andre mindre virksomheder om at tjekke, om alle aftaler stadig er på plads – især hvis virksomheden har skiftet CVR-nummer, ejer eller struktur. 

 

Her kan du finde en liste over restauranter med overenskomst:

OKForhold


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt