Nyheder
Besøg af Søren Heisel, forbundssekretær i 3F Tirsdag den 6. oktober havde vi i 3F Nordsjælland besøg af forbundssekretær Søren Heisel. Det blev til et spændende og interessant morgenmøde, hvor Søren bl.a. satte fokus på udenlandsk arbejdskraft, manglen på praktikpladser og behovet for flere unge på de faglige uddannelser.

Et af de centrale emner i Sørens oplæg var arbejdsgivernes stadige klagesang over, at der mangler arbejdskraft i Danmark. I medierne kan man nærmest dagligt høre arbejdsgiverne fortælle, at de ikke kan få ansatte med de rette kvalifikationer. Derfor har de i en lang periode presset på for, at politikerne skal gøre det nemmere at hente arbejdskraft til Danmark fra lande udenfor EU. Søren roste i den forbindelse, at regeringen har vedtaget certificeringsordningen, hvor firmaer med bl.a. FH/DA overenskomster får mulighed for at hente arbejdskraft fra udvalgte lande uden for EU. Søren så dog gerne, at nogle af de andre erhvervsordninger, som ikke kræver overenskomst, blev nedlagt.

Søren understregede, at vi i 3F på ingen måde er imod udenlandske kollegaer, men vi kræver, at vores udenlandske kollegaer skal have samme løn- og arbejdsvilkår som andre kollegaer, der arbejder inden for samme område.
Søren hælder imidlertid til, at det i nogle tilfælde måske mere handler om at få arbejdskraften så billigt som muligt snarere end mangel på arbejdskraft.

Det viser sig nemlig, når 3F via EURES og Eurostat portalen har trukket tal på danske jobopslag i EU, at danske arbejdsgivere slet ikke i samme grad som arbejdsgivere fra andre lande, slår job op i den europæiske jobdatabase, hvor der lige nu er ca. 13,5 mio. ledige.

Søren fortalte, at tallene viser, at danske virksomheder kun har lavet 23 jobopslag pr. 100.000 indbyggere, mens svenske virksomheder til sammenligning har lavet 1.198 jobopslag pr. 100.000 indbyggere.

For EU-landende ligger gennemsnittet på 464 jobopslag pr. 100.000 indbyggere. Der er med andre ord slet ingen grund til at hente arbejdere fra den anden ende af verden – de ledige medarbejderne findes i EU. Tallene er trukket 4 august 2026.

Når virksomhederne importerer arbejdskraft, så oplever 3F, at der er risiko for, at der bliver fusket med løn og arbejdsvilkår. Og her er en af Sørens andre pointer; hvis der bliver fusket med løn- og arbejdsvilkår, så er der også risiko for, at der måske også er snydt med afregning af skat. Derfor er det en god idé, at Skat, Politi og Hvidvasksekretariat retter opmærksomheden mod disse firmaer, så vi undgår at miste milliarder i skatteindtægt.

Flere unge skal have en faglig uddannelse
Søren Heisel, der også er formand for Skills Danmark, er netop - sammen med den danske delegation af dygtige unge - vendt hjem fra verdensmesterskaberne i Skills i Kina. Han benyttede derfor lejligheden til at fortælle om den store oplevelse og vigtigheden af konkurrencerne, hvor unge kæmper om at blive den bedste i verden indenfor sit fag.

Afholdelsen af Skills er en enorm vigtig begivenhed i forhold til at få positive historier om erhvervsuddannelse i pressen, og derved tiltrække unge til de faglige uddannelser. De unge skal have stærke rollemodeller at spejle sig i, og de unge deltagere viser en kæmpe stolthed over deres fag. Det inspirerer andre unge til at tage en faglært uddannelse og det har Danmark virkelig brug for!

Pisk og gulerod
Søren Heisel talte også om manglen på lærepladser og at det samtidig er et problem, at mange lærekontrakter i stedet for at dække den fulde læretid, er blevet afløst af korte kontrakter på et halvt eller et helt år. Det stiller lærlingene helt anderledes end deres jævnaldrende i gymnasiet, der ved, at deres gymnasieuddannelse varer 3 år.

Lærlinge på korte uddannelseskontrakter skal derfor søge læreplads flere gange i løbet af deres uddannelse. Det skaber utryghed, og får måske mange unge til at fravælge en faglig uddannelse. Søren mener, at vi skal benytte os af »pisk og gulerod«, hvor man i langt højere grad belønner de virksomheder, der tager lærlinge og økonomisk straffer dem, der ikke tager ansvar, og ligeledes gerne belønne de virksomheder ekstra som laver hele/fulde aftaler. De ansvarlige virksomheder skal bogstaveligt talt have en check, mens de uansvarlige skal have et girokort.

En god peptalk til hverdagen

Besøget af Søren Heisel gav både anledning til debat, nye perspektiver og inspiration. Efter morgenmødet vendte vi tilbage til arbejdet med fornyet energi og motivation for at gøre en forskel for vores medlemmer.
En god peptalk og en påmindelse om, hvorfor det faglige arbejde er så vigtigt.
Tak til Søren Heisel for besøget og for at give os noget at tænke over ...
 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt