Nyheder
Stort tillykke til de nye tømrersvende og nye murersvende. Den 26. september var en helt særlig dag på U/Nord i Hillerød, hvor de nye svende fik overrakt deres svendebreve ved en festlig translokation.

Efter tre år som lærlinge – med masser af læring, hårdt arbejde og praktisk erfaring – kunne de endelig kalde sig tømrere og murere. 

Per Nielsen, Tobias Haug og Simon Grønnemose fra 3F Nordsjælland var med på dagen og overrakte svendebrevene med et stort tillykke og ønsket om en god start på arbejdslivet.

 

Et svendebrev er noget, man kan være stolt af. Det er beviset på, at man har lært et fag og kan sit håndværk. Nu skal de nye svende ud på arbejdspladserne og bruge deres skills, skabe noget med hænderne og tjene penge på deres faglighed.

 

Vi har brug for jer

Danmark har brug for dygtige faglærte. Der skal bygges boliger, renoveres bygninger, opføres skoler og institutioner og løses store opgaver i forbindelse med den grønne omstilling.

Derfor er de faglige uddannelser ikke bare vigtige for den enkelte unge – de er vigtige for hele samfundet.

Vi skal have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og vise dem, at et faglært arbejdsliv giver både muligheder, ansvar og faglig stolthed. For uden dygtige håndværkere kommer Danmark ganske enkelt ikke i mål med de mange opgaver, vi står overfor.

 

Fællesskabet følger med

Med svendebrevet følger også et ansvar for at passe på sig selv og sine kolleger. Et langt arbejdsliv kræver, at vi står sammen om ordentlige løn- og arbejdsforhold og om et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

 

Derfor er budskabet til de nye svende klart:

Husk sammenholdet. Husk fagforeningen. Og pas godt på jeres helbred.

For når vi står sammen, står vi stærkere – både på arbejdspladsen og i kampen for et godt arbejdsliv.

 

3F Nordsjælland siger endnu en gang stort tillykke til de nye tømrersvende og murersvende. 

Vi glæder os til at se jer ude på arbejdspladserne og i fagforeningen!


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt