Nyheder
Kommunal- og regionsvalget den 18. november: Din stemme betyder noget Kommunal- og regionsvalget den 18. november handler om, hvilken retning politikerne i de 98 kommuner og fire regioner skal sætte for vores velfærd de næste fire år.

Kommunal- og regionsvalget den 18. november handler om, hvilken retning politikerne i de 98 kommuner og fire regioner skal sætte for vores velfærd de næste fire år.

Skal skolerne eller psykiatrien styrkes? Skal der bruges flere penge på de ældre eller på daginstitutionerne? Det er beslutninger, der mærkes helt ude i hverdagen.

Men valget handler også om noget andet, der er helt konkret for os i byggeriet: danske løn- og arbejdsvilkår.

Stem for danske løn- og arbejdsvilkår

Kommuner og regioner køber hvert år byggerier og renoveringer for milliarder. De bestemmer, hvilke krav der stilles til entreprenører, underentreprenører og vikarbureauer – og om der føres kontrol med, om reglerne bliver overholdt.

Siden det sidste valg i 2021 har vi i 3F’s Byggegruppe ført 106 sager om underbetaling på offentlige byggerier – fra supersygehuse til lokale skoler.
Snyderiet sker typisk nede i kæden hos underentreprenører og vikar- og mandskabsbureauer. Det er snyd med vores alles skattekroner – og det presser løn- og arbejdsvilkår for alle.

Det skal der sættes en stopper for. Her har kommunal- og regionspolitikerne en nøglerolle.

I Byggegruppen har vi arbejdet målrettet for at give kommuner bedre muligheder for at stille skærpede krav og klare klausuler i udbuddene, føre reel kontrol med udenlandske firmaer og underentreprenører og håndhæve reglerne, når der bliver snydt

Der er allerede taget politiske initiativer i bl.a. København, Aalborg, på Frederiksberg og i Region Hovedstaden. Men der er brug for meget mere – og det kræver politikere, der vil tage kampen for ordnede forhold på offentlige byggepladser.

Stem for flere arbejdere i politik

Der mangler ufaglærte og faglærte i politik. Det er et problem for folkestyret, når en stor del af befolkningen ikke er ordentligt repræsenteret.

Vi har brug for folk med praktisk erfaring i kommunalbestyrelser og regionsråd. Mennesker, der ved, hvordan hverdagen ser ud på en rigtig arbejdsplads, og som kender til skurvogne, akkorder og arbejdsmiljø – ikke kun regneark.

Jeg anbefaler ikke et bestemt parti eller enkelte kandidater. Men jeg vil klart anbefale, at du stemmer på en ufaglært eller faglært kandidat. Og stem gerne på en af de mange engagerede 3F’ere, der stiller op til kommunal- og regionsråd i hele landet.

Find din 3F-kandidat til kommunal- og regionsrådsvalget 2025 her

Stem for de unge – og sammen med dem

Alt for mange unge stemmer ikke til kommunal- og regionsvalg. Det gælder også mange unge på byggepladserne. Det vil vi i Byggegruppen lave om på.

Derfor starter vi kampagnen ”Unge faglærte stemmer” sammen med Malerforbundet, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.

På rådhuset træffes der beslutninger, som har stor betydning for unge: Om der er praktikpladser nok, om busserne kører, så man kan komme til arbejde og skole og om der bliver bygget boliger, man har råd til.

Derfor er det vigtigt, at unge faglærte og lærlinge bliver hørt. Gode demokratiske vaner starter tidligt – og de har det med at holde hele livet.

Brug din stemme 18. november

Kommunal- og regionsvalget handler om velfærd, om arbejdsliv og om, hvem der har en stemme ved bordet.

Hvis vi vil have ordnede forhold, stærk velfærd og flere faglærte og ufaglærte i politik, så er der én ting, der tæller:

Mød op den 18. november og stem.
Hvis vi ikke bruger vores stemme, er der andre, der bestemmer for os.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt