Nyheder
Bangladesh Arbejdere håber på bedre tider efter valg Et ungdomsoprør i Bangladesh udmøntede sig ikke i et ungt parlament. Men der er et vindue for forandring, mener fagbevægelsen

Bangladesh har afholdt sit første valg, siden et omfattende ungdomsoprør væltede landets regering ledet af premierminister Sheikh Hasina i 2024. 

Det nye parlament blev dog ikke præget af ungdom eller oprør. Alligevel ser landets fagbevægelse muligheder for forandring.

Valget, der løb af stablen den 12. februar 2026, blev en sejr for centrum-højre-alliancen, ledet af partiet BNP, der fik 50% af stemmerne, Alliancen fik samlet 212 ud af 300 pladser. Det tidligere regeringsparti Awami League, der har siddet på magten i årtier, var blevet forbudt at opstille.

- Vi håber, at vi nu står med bedre muligheder for, at arbejderne kan tilkæmpe sig rettigheder. Der er et vindue for vores krav lige nu, men det er klart, at man ikke ændrer alt med ét slag, siger Amirul Haque Amin, formand for fagforbundet NGWF.

Fagforeningerne i tøjindustrien håber generelt, at der bliver bedre muligheder for social dialog og mindre undertrykkelse af arbejdernes faglige rettigheder med det nye parlament.
Direktører og millionærer dominerer parlamentet - Parlamentet består mest af liberale politikere, og der er mulighed for en dialog. Mange af dem er dog ejere af fabrikker, virksomheder og multinationale selskaber og står derfor på arbejdsgivernes side. Der er ingen arbejdere blandt de valgte politikere, forklarer Amirul Haque Amin.

En gennemgang af de valgte viser da også, at 79 % af det nye parlament er millionærer, og 60 % er erhvervsledere. 11 medlemmer af parlamentet er erhvervsledere fra tøj- og tekstilindustrien.

Samtidig er antallet af islamistiske folkevalgte steget. Partiet Jamaat-e-Islami fik 32 % af stemmerne og 77 medlemmer. Lederne af studenter- og ungdomsoprøret gik i alliance med Jamaat op til valget. 
 
Få kvinder og unge blev valgt

Amirul Haque Amin glæder sig dog over, at valget var fair og fredeligt, hvilket ikke er nogen selvfølge i Bangladesh. Der var enkelte sammenstød ved valgsteder, men ingen døde under valghandlingen.

- Der var udkommanderet omkring en million sikkerhedsfolk fra politi og militær, og det er i sig selv positivt, at sikkerheden var øget. Mange unge og kvinder stemte ved valget. Men det resulterede desværre ikke i ret mange unge og kvinder i parlamentet, konstaterer Amin.

De 7 kvinder, der blev valgt, betød, at kvindernes repræsentation i parlamentet blev på under 3% - den laveste til dato. Dertil kommer 50 pladser reserveret til kvinder, som udpeges direkte af partierne. 

Reform lover flere rettigheder

Under den midlertidige regering, der blev nedsat efter oprøret i 2024, blev der vedtaget en reform af arbejdsmarkedslovgivningen i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Det førte til at regeringen underskrev en række af Den International Arbejdsorganisation, ILO’s konventioner. Det drejer sig om de grundlæggende konventioner om arbejdsmiljø og en af de nyeste, konvention 190, der anerkender retten til et arbejdsliv frit for trusler, chikane og vold. 

Hensigten med reformen var bl.a. at gøre det lettere at danne og registrere fagforeninger i Bangladesh, hvor der eksisterer omfattende undertrykkelse af arbejdernes rettigheder. I løbet af 2025 lykkedes det 3F’s partnere i Bangladesh at få dannet og registreret 18 nye fagforeninger og vokse med knap 12.000 medlemmer – så der var optimisme at spore. 
 
Antallet af ansatte, der er nødvendige for at danne en fagforening sættes generelt ned, og bureaukratiet bliver begrænset. Men selv hvis den gennemføres, vil det fortsat være svært på mange virksomheder at samle tilslutning til at oprette en fagforening så den kan blive registreret og dermed lovliggjort. Ved 20 ansatte skal alle f.eks. skrive under. Kommer antallet af ansatte over 500, skal 100 underskrive. Reformen blev sat i kraft ved et præsident-dekret i november sidste år, og skal nu godkendes af det nye parlament.

- Mange af vores krav blev taget med i reformen.  Men de reelle rettigheder afgøres ikke kun i lovteksten, men i praksis: Hvordan reagerer arbejdsgiverne på fabrikken og embedsmændene i ministeriet på den nye regler. Det er spørgsmålet, siger Amirul Haque Amin. 

Zoner uden fagforeninger blev afværget

I Bangladesh er der 9 eksportzoner med en million ansatte, der har begrænset adgang til at organisere sig og forhandle overenskomst.

- Den midlertidige regering overvejede at danne 100 nye eksportzoner. Vi var bange for, at Bangladesh reelt ville blive et fagforeningsfrit land. Men heldigvis lykkedes det os at få skrottet planen, og den er ikke på den nye regerings dagsorden. I stedet bliver der lagt op til, at arbejderne i de 9 eksisterende zoner får ret til at organisere sig i fagforeninger, siger Amin.

Den nye regering lægger også op til at hæve mindstelønnen i tøj- og tekstilsektoren, som i dag stadig ligger nede på hvad der svarer til knap 700 kr. pr måned.

3F har arbejdet i Bangladesh siden 2011 og støttede en bred gruppe af fagforeninger i at gå sammen om fælles krav til arbejdsmarkedsreformen. Det var med til at sikre dem indflydelse. 

En stor del af det tøj, der importeres til Danmark, kommer fra Bangladesh. Den største importør fra Bangladesh til Danmark er Bestseller. 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt