Nyheder
El Salvador Faglige ledere ender i frygtede fængsler Fagligt aktive smides i fængsel og arbejdere mister rettigheder i El Salvador under dække af præsidentens krig mod landets bander, lyder kritik

Du har måske set billederne af tusinder af fanger i fængsler i El Salvador, lænket sammen og siddende i underbukser på fængselsgulvet. 
Det er blevet symbolet på El Salvadors benhårde kamp mod landets brutale kriminelle bander, anført af præsident Nayib Bukele.

Over 80.000 mennesker er blevet fængslet under nødretstilstande, og Bukele kritiseres fra flere sider for at krænke de mest fundamentale retsprincipper. Selv kalder han sig for ”verdens sejeste diktator.”

Men det er ikke kun bandemedlemmer, der rammes af præsidentens jernnæve. Fagforeninger og sociale bevægelser står også for skud. Det fortæller Sonia Urrutia, generalsekretær i fagforbundet 
Festrajusal.
 
I fængsel uden rettigheder 17 faglige ledere er blevet fængslet siden 2022, og fire af dem sidder stadig i fængsel. 

- Fængslingerne er sket uden grundlag, flere af de fængslede har ikke haft adgang til en advokat. En af fagforeningsaktivisterne omkom i fængslet, fordi han ikke kunne få sin medicin, fortæller Sonia Urrutia. I alt er over 500 døde i fængslerne, siden Bukele kom til magten i 2019.

Ifølge Human Rights Watch har myndighederne begået udbredte krænkelser af menneskerettighederne, herunder vilkårlige masseanholdelser, forsvindinger, mishandling og fængsling af mindreårige ned til 12 år. 

- En af de fagligt aktive fra vores forbund sad uskyldigt fængslet i otte måneder, før en dommer løslad ham. Han fortæller, hvordan han så mennesker dø efter tortur i fængslerne, fortæller Sonia Urrutia
 
Dømt ved bande-domstole

De faglige ledere er blevet dømt ved særlige bande-domstole uden almindelige rettigheder. 

- Reelt har præsidenten kriminaliseret fagforeningernes arbejde og frataget os vores forfatningsmæssige rettigheder. Han påstår, at fagbevægelsen er kriminel eller betalt af mafiaen, siger Urrutia.  

- Vores faglige arbejde er derfor ekstremt svært. Alle, der hæver stemmen og kræver rettigheder, risikerer at blive fængslet eller dræbt. Men vi forsøger stadig at sikre ordentlige forhold for vores medlemmer og protesterer mod den politiske undertrykkelse, lyder det fra generalsekretæren.

Hun har selv været udsat for razzia og politibesøg i hjemmet. Gentagne besøg fra sikkerhedsstyrkerne har betydet, at Sonia Urrutias voksne datter har måtte forlade landet.

Mister retten til at forhandle

Præsident Bukele har i sin tid som præsident frataget 400 fagforeninger retten til at forhandle overenskomster. Det svarer til halvdelen af alle fagforeninger i landet.

Den omstridte præsident regerer ofte via direktiver og har gennem reformer samlet stadig mere magt hos sig selv. Han blev genvalgt i 2024 efter at have nedbragt mord-raten i El Salvador fra 103 til officielt 2,4 pr. 100.000 indbyggere. I Danmark er den på 0.77. 
Bukele beskyldes dog for at have manipuleret med statistikkerne. For eksempel tælles drab begået af politiet og fund af nedgravede lig ikke med i tallene. 

- Bukele siger, at han bekæmper banderne, men i virkeligheden lukker han munden på alle kritiske røster. Regeringen har indgået en pagt med toppen af banderne og dele af oligarkiet og arbejdsgiverne. De fattigste betaler prisen, vurderer Sonia Urrutia.

- Det er kun de bandemedlemmer, der er lavest i hierarkiet, der kommer i fængsel, mens resten lever fint, siger hun.

Regeringen i El Salvador har skåret dybt i det offentlige budget og privatiseret vandforsyningen og andre sektorer under Bukele. Reformerne sker blandt andet efter krav fra Den Internationale Valutafond, IMF, der har tilkendt landet milliard- lån, senest i december 2024.

Nedskæringerne har ramt de 900.000 ansatte i den offentlige sektor og millioner af fattige, der er afhængige af offentlig sundhed og uddannelse. 30 procent af landets befolkning lever i fattigdom.

 

 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt