I 2023 stillede UNIDAPP krav om en overenskomst med Rappi. Svaret fra virksomheden var afvisende: Der var slet ingen ansatte, ud over dem på kontorerne, lød det. Budene var jo selvstændige. Efter pres fra Colombias venstreorienterede regering blev Rappi dog tvunget til forhandlingsbordet. Efter elleve måneders forhandlinger var parterne blevet enige om fem punkter:
• En mindstesats pr. levering, svarende til 7 kr.
• En politik mod uretmæssig udelukkelse
• Social sikring til budene
• Et call center, der kan hjælpe budene
• Opbakning til nye regler for arbejdsmarkedet
Det var den første aftale med en platformsvirksomhed i Latinamerika. Budene var stadig ikke ansatte, og der var derfor ikke tale om en formel overenskomst, men parterne havde dog papir på hinanden. I alt er 66.000 arbejdere dækket af aftalen. Det svarer til rundt regnet 10 procent af Colombias platformsarbejdere.
Samtidig spillede UNIDAPP en rolle i at få gennemført en ny arbejdsmarkedslov i Colombia med flere rettigheder til arbejderne – også på digitale platforme. Der blev samtidig oprettet et centralt register for platformsarbejderne.
I en tid, hvor platformsjobs skaber udfordringer for arbejdere overalt på kloden, og hvor kun få fagforbund er i stand til at organisere den nye tids arbejdere, var det resultater som fik den internationale fagbevægelse til at spærre øjnene op.
UNIDAPP blev blandt andet inviteret til FN-organisationen ILO’s internationale konference i Geneve i juni, hvor en ny konvention, der blandt andet skal sikre platformsarbejdere rettigheder, blev vedtaget.
Der er dog stadig mange problemer for de colombianske bude. Blandt andet slår Rappi ofte flere leveringer sammen til én tur for at undgå mindstesatsen, fortæller de to UNIDAPP-ledere. De forhandler i øjeblikket med Rappi om muligheden for en formel overenskomst.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.