Nyheder
OK forhold Milepæl for palmeolie-arbejdere i Honduras Det er for første gang lykkedes arbejdere at oprette fagforeninger og indgå overenskomster med fødevare-gigant i en branche præget af hård undertrykkelse.

Arbejdere i palmeolieindustrien i Honduras har længe arbejdet under brutale vilkår uden grundlæggende rettigheder. Fagligt aktive er blevet forfulgt, og underbetaling har været en del af dagligdagen.

Nu er det for første gang lykkedes palmeolie-arbejdere at oprette fagforeninger og indgå overenskomster. Det er sket på to plantager og én palmeoliefabrik under fødevaregiganten Grupo Jaremar.  Koncernen har i årevis været kendt for konsekvent at afvise at indgå i kollektive forhandlinger med arbejderne. 

Fagforeningerne Sitrapalsa og Sitragromonte står bag aftalerne, som sikrer arbejderne nye og bedre vilkår i en branche, der trænger til et løft: Op imod hver anden har oplevet chikane og sortlistning af fagligt aktive, og 85 procent af de ansatte arbejder til en løn under den lovbestemte mindsteløn, viser undersøgelser fra Fair Work Monitor.
Mulighed for at organisere flere - Det er en stor bedrift og et meget vigtigt skridt fremad. Samtidig er det en mulighed for at organisere flere arbejdere i palmesektoren fremover. Det er en af de brancher, hvor det er sværest at organisere sig fagligt, siger Tomás Membreño, der er organisationssekretær for fagforbundet Festagro, som står bag fagforeningerne i palmeolien.

Palmeoliebranchen har været i vækst i Honduras i en årrække. Landet er i dag verdens ottendestørste producent af palmeolie, og mange tidligere bananplantager er blevet omlagt til palmeolieproduktion. Grupo Jaremar, der bruger olien til industriel produktion af fødevarer, beskæftiger over 4.800 arbejdere i branchen i Honduras.  På de to plantager dækker overenskomsterne 500 ansatte.

Det latinamerikanske netværk for landarbejdere, Colsiba, hylder resultaterne og kalder dem en milepæl for regionens fagbevægelse:

- Det er resultatet af mange års organiseringsarbejde, dialog og en vedvarende indsats for at forsvare arbejderrettigheder. Aftalen sikrer medlemmerne bedre arbejdsvilkår og styrker fagforeningernes tilstedeværelse i sektoren, der er strategisk vigtig for hele Mellemamerikas økonomi, lyder det fra Colsiba.
 
- Vi føler os trygge og stærke nu Det har dog ikke været let at nå dertil, afslører Iván Soto, formand for fagforeningen Sitrapalsa:

- Vi stod over for meget vanskelige forhold. Vi blev behandlet dårligt, og der var ingen forståelse for eller respekt for vores rettigheder som arbejdere. I sidste ende tror jeg, at det var en af drivkræfterne bag ønsket om at lære mere om vores rettigheder, siger Iván Soto.
- Det har været en stor oplevelse. Vi føler os mere trygge og stærke nu, fordi vi har et middel til at forsvare os: Vi er veluddannede og forstår vores rettigheder – alt det, vi ikke vidste noget om, før vi fik træning og uddannelse, siger Brenda Villanueva, næstformand i Sitrapalsa.

Hun peger på, at arbejdet har styrket kvindernes position:

- Det at være med i fagforeningen har givet os muligheden for at opnå mål, som vi som kvinder ikke kunne nå. Jeg kan nu støtte mine kvindelige kolleger og sørge for at stoppe chikane. Mange af dem var tidligere tilbageholdende med at sige deres mening. Nu kommer de til mig. Når der er problemer, siger Brenda Villanueva. 

3F International støtter Festagro, blandt andet med at uddanne tillidsfolk, gennem et DANIDA støttet program i Latinamerika.

Oliefabrikken AAK, der ligger i Aarhus, er blandt de internationale aftagere af palmeolie fra Honduras.

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt