Nyheder
Dansk udviklingspolitik: Sæt arbejderne forrest I en tid, hvor international støtte til fagforeninger fjernes, er der brug for, at arbejdernes rettigheder bliver en del af den danske udviklingspolitik. Sådan lød budskabet fra 3F’s solidaritetskonference.

Midt i en urolig og uforudsigelig international situation, hvor de fattigste risikerer at skulle betale for krisen, diskuterer folketingets partiet netop nu en ny udviklingspolitisk strategi. 

Dansk udviklingspolitik fyldte derfor en del på 3F's Solidaritetskonference, der blev holdt i slutningen af april. Lone Ilum Christiansen fra Ulandssekretariatet følger processen på nærmeste hånd.

- Er der overhovedet tid til – og mulighed for – at lave en ny strategi i en situation, hvor sikkerhed og alliancer kræver så meget opmærksomhed? Det spørgsmål stillede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ved en høring for nylig. Heldigvis er svaret ja – det er der. Det er vigtigt, at Danmark har sit eget strategiske ståsted i en verden under forandring, sagde Lone Ilum Christiansen på konferencen. 

Mere fokus på erhvervslivet Der er lagt op til, at erhvervslivet skal fylde mere i den danske udviklingspolitik end tidligere.

- Spørgsmålet er hvordan, det skal foregå: Vi så det i planen for Afrika, hvor jobs og udvikling er i fokus, men den nævner ikke arbejdernes rettigheder mere end en enkelt gang. Derfor kæmper fagbevægelsen for, at arbejdstagerrettigheder tænkes ind som noget centralt i den nye strategi, siger Lone Ilum Christiansen.

- Afrika-strategien kommer heller ikke ind på social dialog, fagbevægelse, overenskomster og anstændigt arbejde, tilføjede Jesper Nielsen, leder af 3F International. Til gengæld nævnes grøn omstilling som et fokusområde.

Regeringens Afrika-strategi beskriver ureguleret migration fra Afrika som en stor trussel, men ser samtidig afrikansk arbejdskraft som et enormt potentiale. 

Det politiske fokus på erhvervslivet giver fagbevægelsen en platform til at komme med input og stille krav, men man kan frygte, at det ender som erhvervsstøtte, hvis det ikke kobles til lønmodtagerrettigheder, lød det fra Ulandssekretariatets leder.
 
Sikkerhed eller solidaritet Regeringen lægger op til en større samtænkning af sikkerhedspolitik, handelspolitik og udviklingssamarbejde. I den kabale arbejder fagbevægelsen for, at fattigdomsbekæmpelse og arbejderrettigheder stadig får en vigtig placering.

- Loven om internationalt udviklingssamarbejde tilsiger, at målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet. Derfor må man også forvente at arbejdstagerrettigheder kommer til at stå centralt i strategien, siger Lone Ilum Christiansen.

Der er afsat to dage af til forhandlinger med områdets parter i maj måned, og det forventes, at der kommer et lovforslag i løbet af juni. Regeringen har inviteret de partier, der ønsker at fastholde bistanden på 0,7 % af Danmarks BNP, til forhandlingsbordet.

3F og Ulandssekretariatet har indsendt deres ønsker til udviklingsstrategien og mødes løbende med politiske ordførere til diskussioner.
 

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt