Nyheder
Overenskomstforhandling Stor sejr for Colombias fagbevægelse Fagforeninger i Colombia kan fremover forhandle overenskomster for hele brancher, og det kan potentielt vende op og ned på vilkårene for landets arbejdere

Colombias arbejdere kan fremover stemme om overenskomster, der gælder for hele deres branche.
Indtil nu har fagforeninger måtte kæmpe for at forhandle lokale aftaler på de enkelte virksomheder, hvor der er faglig organisering.

Med et nyt dekret åbner landets regering op for brancheoverenskomster, både i den offentlige og private sektor. Det har fagforeninger i landet arbejdet for i en årrække - blandt andet med støtte og inspiration fra 3F. Formålet er at styrke den sociale dialog i landet.

De nye muligheder kan blive en løftestang for millioner af landets arbejdere, håber fagbevægelsen:
- Dekretet udvider arbejdernes muligheder og styrker fagforeninger på alle niveauer, sagde Fabio Arias, præsident for CUT, Colombias største hovedorganisation.

Begejstringen er til gengæld til at overse blandt dele af arbejdsgiverne:
Jaime Alberto Cabal, formand for arbejdsgiverorganisationen Fenalco, kalder beslutningen for “et nyt slag mod virksomheder og arbejdstagere ved at forsøge at indføre kollektive rettigheder via dekret.”

 
10 millioner kan blive omfattet Fagforbund får nu mulighed for at samle deres krav i fælles forhandlinger for en hel branche og på den måde sikre, at virksomhederne ikke konkurrerer på løndumping.  Brancheoverenskomster kendes blandt andet fra Danmark og er en del af 3F’s strategi for støtte til udenlandske søsterorganisationer. 

I dag er kun en ganske lille del af Colombias arbejdere beskyttet af en overenskomst. Virksomhedsoverenskomsterne har samtidig gjort fagforeninger og arbejdere sårbare over for undertrykkelse af faglige rettigheder: Hvis den lokale fagforening bliver knækket, forsvinder overenskomstvilkårene. Colombia er et af de lande i verden, hvor fagligt aktive er mest forfulgt.

Regeringen forventer, at op mod 10 millioner arbejdere vil blive påvirket af lovgivningen, og at det kan bidrage til en formalisering af arbejdsmarkedet. Over halvdelen af Colombianerne arbejder uformelt.
Platformsarbejdere ser muligheder Blandt de mange atypisk ansatte er madbude og andre platformsarbejdere, som fagforeningen UNIDAPP har arbejdet for at organisere siden 2021.

Fagforeningens forkvinde, Luz Miryam Fique, ser store muligheder i regeringens tiltag:
- Jeg tror, at dekretet kan åbne op for en anerkendelse af platformarbejdernes rettigheder og sociale tryghed. Det kan også gøre, at vi kan opnå lønstigninger, gennemsigtighed og et stop for urimelige sanktioner mod budene, siger Luz Miryam Fique.

Hun forventer, at UNIDAPP inden for det næste år kan stille krav for hele branchen, som omfatter omkring 120.000 bude.

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt