Fagbevægelsen i Ukraine er blevet udelukket fra deres centrale kontorer og arbejdspladser.
Landets regering har beslaglagt bevægelsens bygninger på Uafhængighedspladsen i hovedstaden Kyiv. Fagforeningens Hus blev indtaget af politiet og den statslige anti-korruptions-enhed ARMA den 5. juni. De ansatte blev beordret til at forlade bygningen øjeblikkeligt og har siden da været udelukket fra deres arbejdspladser.
Operationen blev begrundet i påstande om, at fagbevægelsen ikke er legitim ejer af bygningerne, men det er reelt et bevidst angreb på arbejdernes rettigheder og en overtrædelse af de internationale konventioner, mener fagbevægelsen.
- Det er langt fra et enestående tilfælde, fortæller Vasyl Andreyev, formand for bygningsarbejdernes fagforening, Profbud, som 3F samarbejder med.
- Der er hundredvis af lignende sager i Ukraine i forskellige fagforeningshuse. De fungerer både som kontorer, støttecentre og tilflugtssteder. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt flere kendelser, og den anbefaler, at bygningerne returneres til fagforeningerne, siger Vasyl Andreyev, der også er næstformand i den faglige landsorganisation FPU.
Beslaglæggelsen af bygningen kommer kort tid efter at myndighederne i Ukraine arresterede Grygorii Osovyi, der var formand for landsorganisationen FPU. Han blev tilbageholdt i april og sat i husarrest, men er nu igen på fri fod.
ITUC’s generalsekretær Luc Triangle fordømmer anholdelsen og de øvrige angreb på fagbevægelsen.
- Arrestationen af Osovyi er et direkte angreb på arbejdernes rettigheder og et alvorligt brud på den sociale sammenhængskraft i Ukraine. Vi opfordrer de ukrainske myndigheder til øjeblikkeligt at frafalde sigtelserne og respektere de faglige rettigheder, siger Luc Triangle.
Zelenskij-regeringen har efter den russiske invasion indført en række krigslove, der blandt andet fjerner fagforeningernes ret til strejker og demonstrationer. Fagbevægelsen i Ukraine har derfor hårdt brug for international solidaritet.
- 3F’s medlemmer støtter allerede vores kamp, og det betyder meget. Vi har brug for fortsat opmærksomhed og støtte – for at beskytte arbejdernes og fagforeningernes rettigheder, ikke bare i Ukraine, men også i resten af Europa, siger Vasyl Andreyev.
Ukraines fagbevægelse er samtidig hårdt belastet af kampen mod den russiske invasionskrig.
Vasyl Andreyev, der også er suppleant i den internationale arbejdsorganisation, ILO’s styrelse, udtalte til mediet Washington Tariff and Trade Letter i juli, at ILO’s reaktion ikke er vidtgående nok. De har stort set ikke omtalt, at arbejdstagerrettighederne krænkes systematisk i de besatte områder. Skolelærere tvinges til at sprede russisk propaganda, arbejdere får ikke deres løn, jernbanearbejdere, tvinges til at transportere tropper og ammunition mm. Vasyl fortæller, at hans egen fagforening er blevet opløst, forbudt og dens ejendom eksproprieret af den russiske besættelsesmagt. I stedet har de indsat deres egen regeringstro fagbevægelse, FNPR.
En ILO-rapport om situationen har kort nævnt de 10 arbejdere fra Zaporizhzhia atomkraftværket, der har været bortført siden 2022, mens den generelle undertrykkelse af arbejderne på værket ikke er omtalt siden 2022.
Ruslands regering er berygtet for sin ukritiske støtte til de mest brutale undertrykkere af faglige rettigheder, især Belarus og Myanmar. Forfølgelse af uafhængige fagforeningsfolk er også udbredt i Rusland. Bl.a. blev lederen af madbudenes organisation, Kirill Ukraintsev, fængslet i 2023 og Ford arbejdernes regionale organisation blev opløst i 2018 under ”fremmed agent” loven.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.