”Vi tjener godt på arbejdet på Børneriget” fortæller Nick Miland Larsen, som er akkordholder for 7 gulvlæggersvende og 2 arbejdsfolk.
Arbejdet er godt tilrettelagt, hvilket gør det nemt for gulvlæggerne at koncentrere sig om at få lagt linoleum, - og vinylgulvene, så de forskellige akkorder ligger på et snit på 350 kr./timen.
”Byggeledelsen er gode til at få gjort rent og skabt plads til os. Vi er afhængige af at rummene er ryddet og gjort ordentlige rent, at vi har rummene for os selv og at der er minimum18 grader celsius.”
”Godt samarbejde med firmaet er også forudsætningen for en god akkord og det fungerer rigtigt godt” forklare Nick. De afleverer fx materialerne inden for 50 meter som prislisten forskriver.
Projektchef i AG-Gulve Brian Lykke stemmer i. ”Det er lidt op til svendene hvor meget de vil tjene. Hvis de tilrettelægger arbejdet godt og sætter sig nogle daglige mål, har de muligheder for at tjene gode penge” siger Brian og tilføjer: ”For os er det et samarbejde, hvor vi bruger de redskaber, der er til stede. Som fx akkordsystemet. Dækningsbidraget i gulvbranchen svinder hurtigt ind, da vi har store omkostninger hvis vi fejler, så det er vigtigt at vi alle i fællesskab koncentrerer os om at producere og levere et godt resultat”.
Brian er også glad for at Nick tager ansvaret på sig og laver et oplæg til akkorden/priser.
”Mange er lidt bange for at kaste sig ud i det, men det er Nick ikke. Det er dejligt at han kommer med et udspil, som vi kan forholde os til og handle på plads til begges tilfredshed”.
Både Nick og Brian er glade for, at en stor del af arbejdet er prissat i prisliste, men det er ikke alle af de aftalte priser, som er taget direkte fra prislisten. Nogle af dem har de lavet i fællesskab, bl.a. for det ikke er alt, der er prissat i prislisten og dels fordi nogle af priserne er for lave.
”Man burde hæve priserne på linoleum og sænke dem på vinylen, så der er bedre balance i de 2 typer gulvarbejder, Det er generelt for let at tjene gode penge på vinyl og sværere at tjene godt på linoleum. Man skal både give og tage i en forhandling.” siger Brian.
Nick er ikke helt enig. ”Jeg er i hvert fald enig i at hæve priserne på linoleum” griner Nick.
Han har også en vigtig pointe i forhold til akkordarbejdet. ”Hvis vi ikke arbejder koncentreret og passer tidsplanen, giver det problemer. Der kommer jo mange andre håndværkere efter os. De er afhængige af at vi passer tidsplanen. Og vi kan jo ikke have andre håndværkere gående samtidig med os.”
Nick er gået nye veje i opmålingen af gulvene.
”Jeg har udviklet et digitalt akkordberegningsværktøj, som gør opmålingen hurtigere og mere struktureret. Det gør at det er meget hurtigere at lave priserne”
Arbejdet på Børneriget er specielt.
”Vi lægger jo ledende vinylgulve i operationsstuer, hvor der ikke må være statisk elektricitet, da det kan forstyrre de fintfølende instrumenter” forklarer Brian. ”Derfor skal der lægges kobberbånd under vinylen og bruges ledende lim. Kobberbåndet tilkobles til jordledning af elektrikeren og bruges til at måle om man overholder de gældende krav. På denne opgave bruger vi præfabrikerede hulkeler., hvilket stiller store krav til både håndværket og de vægge, som de skal sættes op på”.
Linoleumsgulvene udføres generelt med en fodliste i 60 mm, som fuges mod gulv og vægge. Se fotos.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.