Nyheder
Carolines møde med Dronningen Det var en meget spændt Caroline Ullits Dreholt, der som tømrerlærling havde fået tildelt opgaven med at fremvise en flot konstrueret tagkonstruktion i minimodel, da dronning Margrethe besøgte Tradium i Randers.

Men som Caroline selv siger, ”så følte jeg mig hurtigt meget rolig i Dronningens nærvær. Hun lyttede meget på det jeg sagde, og virkede både interesseret og engageret i vores arbejde som lærlinge og mit fag som tømrer.

Jeg følte mig virkelig både set og hørt, og fik en oplevelse for livet. Ja – det var egentlig bare fedt sådan at have al opmærksomheden fra landets dronning.

Og så var det rigtig dejligt også at mærke dronningens interesse, da jeg fortalte om vores projekt ”Women & Tools”, der handler om at skabe fællesskab blandt kvinder i traditionelle mandefag” slutter Caroline Ullits Dreholt.

Caroline må også have gjort et vist indtryk på Dronningen og de medfølgende personer fra hendes hof, idét de efter forløbet kvitterede med en stor klapsalve til Caroline.

Og som en af hoffets ansatte fik fortalt til Tradiums bestyrelsesformand Søren Sørensen, så var det første gang vedkommende havde oplevet, at hoffet selv havde starten en klapsalve.

Fra 3F Randers kipper vi også med flaget over at have en så dygtig og engageret lærling, som Caroline, som udover at være stolt over sit fag, også er meget engageret i det faglige ungdomsarbejde i 3F Randers.

Her har hun sammen med tømrersvend Jakob Dahl gennem længere tid været hovedkræfterne bag den månedlige fredagsbar i afdelingen og de 2 unge arbejder nu hårdt på, at få skabt en decideret ungdomsbestyrelse i 3F Randers.

Også Christoffer Christensen, der er lager- og Logistikelev på Brdr. Dahl, er med i dette arbejde, og vi kan fra 3F Randers kun bakke de unge 100 % op i deres bestræbelser på et få skabt et fagligt og socialt ungdomsmiljø for afdelingens mange unge medlemmer.

Caroline er i øvrigt også med i tømrernes elevråd på Tradium samt valgt til at være den ene af 2 bestyrelsesmedlemmer, som de unge på Tradium vælger til skolens bestyrelse. Og at det er Caroline, som sidder på pladsen med stemmeret kan nok ikke undre nogen.

I denne bestyrelse sidder bl.a. også formand i 3F Randers, Gitte Færgemann, samt Daniel Dallerup, formand for Metal Østjylland, så de 2 ”gamle” og den unge lærling kan sparre fint med hinanden.

Caroline er til daglig ansat hos Kærby Tømrer- og Snedkerforretning, og er færdig med sin læretid i marts 2025.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt