3F Skiveegnen skaffer 100.000 kr. til lokale håndværkere
Da tømrer Hans fra Skive og hans makker opdager, at de ikke får den løn, de har krav på, forsøger de først selv at løse problemet ved at tale med deres arbejdsgiver. Men det er først, da de kontakter 3F Skiveegnen, at der kommer en afgørelse – og så får de næsten 100.000 kroner mere, end arbejdsgiveren ville give dem.
Fra tæt ved 80.000 til næsten 200.000 kroner
Hans har været medlem af 3F Skiveegnen siden 2008 og har altid set det som en selvfølge at være organiseret. Han arbejder på akkord, hvor lønnen afhænger af, hvor meget der bliver produceret, og det kræver præcise opmålinger og dokumentation.
Problemet med lønnen opstår, da Hans og makkeren ikke kan få deres arbejdsgiver til at betale den løn, de to lokale håndværkere ifølge overenskomsten er berettiget til. De forsøger selv at forhandle ved at sende regnskaber og prisforslag til arbejdsgiveren, men der sker ikke noget.
"Vi havde prøvet at gøre det så klart som muligt, men pludselig ville arbejdsgiveren ændre i det, vi havde sendt. Og så tog vi kontakt til 3F Skiveegnen," fortæller Hans.
Det fører til et mæglingsmøde, hvor arbejdsgiveren har Dansk Byggeri med som støtte, mens de to lokale tømrere har 3F Skiveegnen ved deres side.
"Arbejdsgivers udspil var, at vi havde mindre end 100.000 kroner til gode. Vores udspil var, at vi havde godt 200.000 kroner til gode. Resultatet blev, at vi fik næsten 200.000 kroner," fortæller Hans.
Dokumentation er afgørende
Den lokale håndværker understreger, at det vigtigste råd til andre i branchen er at have styr på sine papirer:
"Det er så vigtigt, at man har styr på sine papirer. For eksempel skal man sørge for, at alt ekstra arbejde bliver skrevet på akkorderingssedlerne, og at der er de nødvendige underskrifter på sedlerne. Ellers kan det ende med, at man ikke får de penge, man har krav på."
For Hans og makkeren har deres grundige dokumentation gjort en forskel. Men uden 3F Skiveegnen ville sagen ikke være faldet ud til de to lokale håndværkeres fordel:
"Min makker og jeg havde styr på vores papirer, men arbejdsgiveren havde en anden holdning. Det var så dér, at 3F Skiveegnen hjalp os. Uden vores fagforening ville vi ikke have fået de penge, vi havde krav på."
Hans' historie viser, at det kan betale sig at være organiseret – både i forhold til papirarbejdet og i forhold til at have en stærk fagforening i ryggen, når arbejdsgiveren nægter at spille efter reglerne.
Den lokale tømrer understreger samtidig vigtigheden af at være organiseret i en fagforening som 3F Skiveegnen, der har overenskomst. Ellers ville hverken han eller makkeren have haft de samme muligheder for at få den rigtige betaling for deres arbejde.
Hans er et dæknavn for den lokale tømrer. 3F Skiveegnen er naturligvis bekendt med korrekt navn og adresse.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.