Nyheder
1. maj 2022 Gæsterne ved 1. maj-festen i gården hos 3F Søhøjlandet nød, at de igen kunne samles og nyde fællesskabet

Det er dejligt, at vi igen kan samles i fællesskab.

Stemningen var afslappet og god fra starten af 1. maj-festen i 3F Søhøjlandets gård, og bemærkningen om glæden ved fællesskabet, rammede det perfekt ind.

Alle rejste sig op til ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Internationale” og sang godt igennem ledsaget af musikeren og sangeren Kim Schultz Jensen.

3F Søhøjlandet holder fast ved traditionerne. 1. maj-festen begynder fra morgenstunden, og 3F havde indkøbt rundstykker og kaffe, så alle gæster gratis kunne få en god start på dagen, og senere på dagen var der øl, vand og pølser.

Gæsterne nød det, men de lyttede opmærksomt, når der var taler, som blev indledt af Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen, der havde fået både TV2 og DR til at møde op i gården.
Mai Villadsen havde kraftige appeller til regeringen, men hun havde også glimt i øjet med bemærkninger om hanelefanter, risengrød og klimatosser, inden hun hastede videre til andre 1. maj-møder.

Indtil Skanderborgs borgmester Frands Fischer gik på talerstolen handlede talerne om vigtigheden i at holde fast i fællesskabet for at sikre gode forhold på arbejdspladserne.
Frands Fischer ønskede også fællesskab, men her gjaldt det om at skaffe arbejdspladser. Skanderborg Kommune vokser i lyntempo, og kun ved at hjælpe hinanden og gennem dialog kan det lykkes at finde den nødvendige arbejdskraft, mente borgmesteren, som også skulle videre.
Men som rigtig borgmester havde han overskud til at hilse og tale med mange af de godt 150 gæster.

Formanden for 3F Søhøjlandet Kai Høstrup var tilfreds med dagen, men havde gerne set lidt flere deltagere.
- Men vi har jo måttet aflyse de to seneste år, og folk skal nok lige vænne sig til at komme igen. Desuden var mange nok optaget af konfirmation, siger Kai Høstrup, som måtte undvære den ukrainske fagforeningsformand Olbeksii Romaniuk, der skulle have været festens hovednavn. Men han sendte afbud på grund af sygdom.

Her er nogle glimt fra 1. maj-dagen hos 3F Søhøjlandet. Fotos: Torben Jakobsen

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt