Nyheder
3F viser sin værdi: Sikrer 21-årig kvinde 125.000 kr. Faglig konsulent Bo Hansen i 3F Søhøjlandet kæmpede i over et halvt år med en lokal virksomhed og det blev en nervepirrende periode

Det nytter noget at være med i 3F. Faglig konsulent Bo Hansen fra 3F Søhøjlandet har netop sikret en 21-årig lokal kvinde 125.000 kr., som hun var blevet snydt for af sin arbejdsgiver.
- Det er en sejr for vort fællesskab. Det viser vores berettigelse, og at vi er stærke, når vi står sammen, siger Bo Hansen.
3F kom ind i sagen i slutningen af 2021 kort før, at den 21-årige kvinde var færdig med sin uddannelse hos en lokal fødevarevirksomhed.
- Det var mine forældre, som opdagede, at jeg fik for lidt i løn. Jeg vidste det ikke selv, siger kvinden.

Turde ikke gøre noget


Den 21-årige turde dog ikke gøre noget, fordi hun gerne ville slutte sin uddannelse i fred og ro. Hun valgte derfor i første omgang kun at orientere 3F. Men i februar, da hun var udlært, gik 3F i aktion, og Bo Hansen begyndte et slidsomt og tidskrævende arbejde med at finde ud af, hvor meget kvinden var blevet snydt for.
- Jeg manglede lønsedler fra kvindens start i virksomheden, men ved at kigge i overenskomster gennem årene, fandt jeg ud af, at hun i løn, tillæg og pension havde 125.000 kr. til gode, siger Bo Hansen.
Herefter blev arbejdsgiveren kontaktet, og det lykkedes ret hurtigt at opnå et forlig. Dermed var problemerne dog ikke væk. Første rate i forliget blev udbetalt som aftalt, men derefter kom der ikke flere penge.

Begik forligsbrud

Arbejdsgiveren begik dermed forligsbrud, og derfor skulle sagen ifølge reglerne overgå til 3Fs jurister, og her begyndte et nervepirrende forløb. Flere gange så det ud til, at sagen var tabt, og det frustrerede både kvinden og Bo Hansen. Da han kom hjem fra ferie, kom smilet dog frem.
- Jeg fik besked om, at arbejdsgiveren havde indbetalt alle penge. Han havde fået at vide, at han ville blive erklæret konkurs, hvis han ikke betalte det skyldige beløb, siger Bo Hansen, som er stolt over sejren og glad for, at han har fået lov til at føre en sådan sag.

Skal være mere synlige

- Sagen viser, at vi skal være mere synlige ude på arbejdspladserne. Der findes flere af den slags sager derude. Jeg har allerede modtaget endnu en sag om en elev, som har arbejdet hos den samme arbejdsgiver som den 21-årige kvinde. Jeg har desuden fået et praj om en timelønnet medarbejder, der ikke har fået den løn, som vedkommende har krav på, siger Bo Hansen, som under sagen er blevet støttet af Louise Sommer Jessen, der er jurist og socialrådgiver i 3F Søhøjlandet.

3F har besluttet ikke at oplyse kvinden og arbejdsgiverens navne.



Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt