Nyheder
3F Søhøjlandet har opskriften på at stoppe medlemsflugt! Det er afgørende, at vi er synlige på arbejdspladserne, og at vi gentager besøgene, fastslår formanden for den midtjyske afdeling Kai Høstrup

Antallet af medlemmer i de traditionelle fagforeninger er raslet ned på landsplan i mange år, men 3F Søhøjlandet i Skanderborg har opskriften på at stoppe medlemsflugten.

Søhøjlandet kan fremvise en konstant fremgang i ti år.
- Modellen er klar. Vi prioriterer organisering og indgåelse af overenskomster, siger formanden for 3F i Søhøjlandet Kai Høstrup.
- Over ti år er vi steget fra 3500 til 3650 medlemmer, siger Kai Høstrup, som dog under Corona-pandemien har måttet notere en tilbagegang i sin afdeling, men tabet skal hentes hjem igen, forsikrer formanden, og indsatsen bliver massiv.
Alle på Søhøjlandets kontor arbejder på at skaffe flere medlemmer, og i efteråret 2021 blev der gennemført en målrettet indsats inden for hotel- og restaurationsbranchen.
- Der er typisk meget få ansatte bl.a. i cafeer, og det er et omfattende arbejde at komme ud til alle. Derfor tilknyttede vi en medarbejder til målrettet at gå efter disse virksomheder, og det blev en succes, siger Kai Høstrup.
- Det lykkedes at få 52 til at melde sig ind. Vi havde oprindelig et mål på 100, men på grund af coronaen satte vi målet ned til 50. Projektet viser, at det nytter at gøre en indsats, fastslår han.

Tallene på landsplan viser, at der også her er behov for en indsats. Fra 2000 til 2018 har de traditionelle fagforeninger mistet 320.000 medlemmer, og andelen af medlemmer er faldet fra 69,1 procent til 53,2 procent, mens andelen af uorganiserede lønmodtagere er steget fra 27 til 35,7 procent, og gule fagforeninger som bl.a. de kristelige er gået frem fra 3,9 til 11,1 procent, fremgår det af en rapport fra 2021 fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier.
Især den store stigning i antallet af lønmodtagere, som står uden for en fagforening, bekymrer 3F-formanden, og han ser en klar tendens.
- Vi taber lønmodtagere mellem 30 og 45 år. De kan let finde et andet job, og derfor mener de ikke, at det er nødvendigt at være med i en traditionel fagforening. Fra 55 år og opefter til 65 år stiger antallet til gengæld, fordi lønmodtagerne her kan se, at de kan få brug for hjælp til f.eks. efterløn. Men vi mangler altså medlemmer fra 55 år og nedefter, siger Kai Høstrup, som ikke er i tvivl om, hvad der skal til for at vende udviklingen.
- Vi skal gøre folk opmærksom på, at det er som at sætte sig på bagsædet af en cykel og bare trille med, hvis man ikke er med i en fagforening, der tegner overenskomst og sikrer gode arbejdsforhold. Vi skal spørge, om de synes, at det er i orden, at de nasser på andre, som betaler kontingent, lyder det fra formanden, som glæder sig over den nye hovedformand for 3F Henning Overgaard har gjort det til sit hovedmål at få flere organiseret i traditionelle fagforeninger.
Med den øjeblikkelige udvikling på landsplan frygter Kai Høstrup, at de faldende medlemstal kan komme til at trykke mindstelønnen.
- Tilbagegangen er giftig. Hvis organiseringsprocenten kommer under 50 procent, risikerer vi, at vi ikke kan stille krav om overenskomst, og så bliver det mindstelønnen i EU på 70-80 kr., som kommer til at gælde, siger formanden, som tror på, at medlemstallene kan stige igen på landsplan.
- Vi skal sørge for at være synlige og komme ud på arbejdspladserne og ikke kun en enkelt gang. Vi skal gentage besøgene, så lønmodtagerne lærer os at kende. De skal vide, at det nytter noget at være medlem, og at vi yder en god service. Vort slogan lyder: Vi er der, når du har brug for os, og de skal vide, at det kan de regne med, siger Kai Høstrup, der netop er blevet genvalgt som formand for 3F Søhøjlandet i Skanderborg.

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt