Dagbladet Arbejderen. Allan Vokstrup uafhængig skribent og fredsaktivist

Denne artikel skrives i tiden, hvor Ruslands invasion i Ukraine nu har varet i et år, og krigen forekommer fjern fra en afslutning. Vi hører i båndsløjfe budskabet, “at verden er forandret”. Monotont lyder det også fra vores politikere og førende kommentatorer, at den “rets-baserede verdensorden” er under angreb. “Det, der forekom usandsynligt, er nu sket: der er krig igen i Europa”.

Hukommelsen er kort med skønmaleriet af Europa som fredens kontinent siden afslutningen på Anden Verdenskrig og afslutningen på Den Kolde Krig med Sovjetunionens opløsning den 26. december 1991. Samme år udbrød Jugoslavien-krigene i Slovenien, som først sluttede otte år senere i 1999 i Kosovo. Freden forekommer dog stadig skrøbelig både i Bosnien-Herzegovina og i Kosovo. Og da der stadig er placeret fredsbevarende styrker nu knap 25 år efter, kan man med rimelighed spørge om, hvor afsluttet krigene er?

Danmark - aktiv krigsmagt 
Det er også vigtigt at erindre, at Danmark siden 1998 har været aktiv krigsmagt ude i verden. Først i Europa, da Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet i 1998 fik Folketingets flertal med på at deltage i USA’s bombninger for at drive serberne ud af Kosovo – en NATO-aktion i strid med Folkeretten.

Sidenhen engagerede vi os sammen med USA i Afghanistan med henblik på regimeændring, i Irak – uden FN-mandat med henblik på regimeændring, i bombninger af Libyen med henblik på regimeændring, i bombninger i Syrien i krigen mod Islamisk Stat, hvor det blev til 267 missioner, 384 kastede præcisionsbomber og et fejlbombardement mod syriske regeringsstyrker. Alt sammen begrundet i “sikringen af vores frihed”!

“I løbet af blot et par årtier er Danmark gået fra at være et land, der i 1991 efter mange overvejelser sendte et krigsskib til Golfen for at udøve en humanitær indsats, til i 2011 på få timer enstemmigt at beslutte at sende bombefly til Libyen. De seneste tre årtier har Danmark sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet.

Danske krigsdeltagelse på Balkan 
“Appetitten vokser, mens man spiser”, som en militærekspert har formuleret det med henvisning til, at den danske krigsdeltagelse på Balkan i 1990’erne gav selvtillid og mod på en mere aktivistisk udenrigspolitik. Fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. De politiske beslutninger om at gå i krig og krigenes konsekvenser er blevet diskuteret bredt, heriblandt ikke mindst debatten om den omstridte lukning af kommissionen, der skulle kulegrave den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, og debatten om Irak-krigen, hvor man for første gang gik i krig uden om både FN og NATO.

Selvom Danmark også bidrog militært til krigen i Libyen og senere mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, var det primært i form af kampfly og ikke med landtropper som ved de foregående krige.” 

Verden er ikke forandret. Ulovligheder og rædsler, som vi selv har deltaget aktivt i indtil for nylig, og som vi snart skal deltage i igen (for vores frihed og sikkerheds skyld), nu også under EU-flag, er blot kommet tættere på ved Ruslands folkeretsstridige angreb på Ukraine. Forskellen er, at vi nu i Europa igen oplever brutaliteten, som har været og er virkelighed på andre kontinenter.

Selvom verden ikke er forandret, så har vores magthavere valgt at forandre Danmark. Vi præsenteres nu for magtens fortælling om oprustningens nødvendighed, for at vi kan forsvare os. Derfor må samfundsøkonomien omstilles til krigsøkonomi. Vi skal nu være patriotiske og prioritere krigen på bekostning af vores velfærd.

Læs hele artiklen i Dagbladet Arbejderen