Nyheder
Langvarig kamp for overenskomst Fest markerer ét år med konflikt mod overenskomstfjendtlige restauratører Brdr. Price og de øvrige restauratører, der sidste år opsagde 3F-overenskomsten, bløder økonomisk. 3F fortsætter ufortrødent kampen for ordnede forhold og benytter et-års-dagen for konfliktens start til at feste med alle, der bakker kampen op.

Af noc@arbejderen.dk, Dagbladet Arbejderen

Torsdag den 15. august inviterer 3F København til ‘Konfliktfest’ på Axeltorv over for Hereford-restauranten ved Tivolis hovedindgang. Festen markerer, at der er gået et år, siden 3F København indledte konflikt mod Brdr. Price og A Hereford Beefstouw-kæden. Restauratørerne opsagde i fællesskab 3F-overenskomsten i starten af 2023, og det er stadig ikke lykkedes at lande en ny aftale med arbejdsgiverne. – Nej, desværre. De er hverken til at hugge eller stikke i, selv om vi har imødekommet flere af deres kritikpunkter, siger formand for 3F København John Ekebjærg-Jakobsen til Arbejderen og uddyber: – Vi har givet os på noget fleksibilitet og givet indrømmelser i forhold til løn til ufaglærte tjenere uden brancheerfaring. Vi accepterer, at de kan ansættes til ufaglært løn i deres første år, men står til gengæld fast på, at ufaglærte tjenere med flere års brancheerfaring skal have en ordentlig løn.

Det undrer 3F-formanden, at indrømmelserne ikke overbeviser restauratørerne om, at det er fornuftigt at sætte deres underskrift på en overenskomst, der sikrer de ansatte faglige rettigheder som pension, overtidsbetaling, feriepenge med mere. – Det virker nærmest, som om det er blevet en principsag ikke at ville have en overenskomst, mere end det handler om det reelle indhold i aftalen, lyder det fra John Ekebjærg-Jakobsen. En branche med lav organisering Hotel- og restaurationsbranchen er kendetegnet ved en lav organisering både blandt lønmodtagere og arbejdsgivere. Brancheorganisationen Horesta repræsenterer hotel- og restaurantområdet ved forhandlinger om overenskomster med 3F. Horestas formand Jan Vinther Laursen udtalte i foråret 2022, at kun 14-15 procent af restauranterne er dækket af en overenskomst. Kigger man på organisationsprocenten for de ansatte, så var blot 11 procent ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation medlem af en FH-organisation i 2021. Det forsøger 3F København at ændre på. Fagforeningen har igennem længere tid arbejdet systematisk med at tegne overenskomster i branchen, og ifølge den københavnske 3F-formand tegner fagforeningen i øjeblikket et par nye hver måned. Han har tidligere fortalt til Arbejderen, at fagforeningen er kommet langt med at tegne overenskomst på næsten alle hoteller i hovedstaden og deres tilknyttede restauranter. – Det er sket, fordi ejerne godt kan se, at fagforeningen hjælper med uddannelse og med at skaffe arbejdskraft, når de mangler folk. Der er tale om fleksible aftaler, som hotelejerne er tilfredse med, har han forklaret. I det forgangne år har 3F flere gange mødt spørgsmålet om, hvorfor det lige er kendisbrødrenes restauranter Dragsholm Slot og A Hereford Beefstouw, fagforeningen kører konflikt mod. Til det lyder svaret fra John Ekebjærg-Jakobsen: – Det gør vi, fordi de aktivt har valgt at træde ud af den 3F-overenskomst, som de havde. De har været fuldt bevidste om deres handling og dets konsekvenser. Kampen sætter sine spor Et andet spørgsmål, der trænger sig på, lyder, om 3F har opgivet at trække de konfliktramte restauratører til forhandlingsbordet. – Nej, der er ikke nogen, der har givet op, selvom jeg da indrømmer, at det kan virke dræbende at stå her uge efter uge. Konflikten har opbakning fra mange andre faggrupper, og der deltager hver gang kolleger fra eksempelvis byggefagene, HK, Socialpædagogerne, BUPL og andre. – Og vi oplever jo, at det har en effekt. Det kan vi tydeligt se, når vi står ved Hereford-restauranten ved Tivoli. Den mangler kunder, og mange – selv udenlandske kunder – vælger at gå et andet sted hen for at spise, når vi forklarer, hvorfor vi står der. Der har i løbet af det år, konflikten har varet, været gennemført et hav af aktioner – i perioder flere gange om ugen – uden for Brdr. Prices restauranter i København og A Hereford Beefstouw på Axeltorv i København. I november måned sidste år blev kendisbrødrene Adam og James Price også mødt af faglige protester i Vejle, Aalborg, Roskilde, København, Odense og Herning, da de var på turné rundt i Danmark med deres show  “Brdr. Price i Live”.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt