Den 17. februar endte overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. En aftale blev præsenteret og på vanlig vis udråbt som en stor sejr for lønmodtagerne.
Men kradses der lidt i overfladen, er der flere punkter, der ikke blot viser et lunkent resultat, men også er bekymrende for fremtidens overenskomstforhandlinger.
For netop begrebet overenskomstforhandlinger synes ikke at være særlig reelt at bruge denne gang. For har man ikke blot klappet hælene i og accepteret Nicolai Wammens dekret, trepartsaftalen fra sidste år? Og hvordan kan man i det hele taget tale om reelle forhandlinger, når Den Danske Model ikke fungerer på det offentlige område?
Løn og inflation
Resultatet af aftalen er, ligesom det blev på det statslige område, en økonomisk ramme på 8,8 pct. over to år. Men man skal dog ikke foranlediges til at tro, at man opnår en lønstigning på 8,8 pct. En del af midlerne fra rammen afsættes nemlig til en række arbejdsgruppetiltag, der skal se på diverse løngarantier, da de hidtil eksisterende er opsagt.
Helt konkret bliver reallønsstigningerne på hhv. 4,0 pct. pr. 1. april 2024, pr. 1. oktober 2025 0,24 pct. og pr. 1. november 2025 0,2 pct. Altså en generel lønstigning på i alt 4,44 pct., som hverken dækker inflationstabet eller sikrer reallønnen frem mod 2026.
Selvom inflationen er faldende, har den stadig givet et massivt reallønsfald de senere år. Man kan blot nævne tiden omkring oktober 2022, hvor inflationen herhjemme nåede 10,1 pct. Den højeste inflation siden 1982. Samtidig vil denne procentvise lønstigning selvfølgelig tilgodese de højestlønnede og ikke udligne de store lønforskelle.
Plaster på såret
Altså har man accepteret, at reallønnen ikke sikres, men derimod blot smidt et plaster på såret.
Normalvis burde man til overenskomstforhandlinger kæmpe for forbedringer, så en større del af samfundskagen tildeles dem, der tjener vigtige samfundsmæssige funktioner. Det offentlige sikrer blandt andet, at det private arbejdsmarked har de bedste vilkår for deres medarbejdere via uddannelse, børnehaver, vuggestuer, sygehuse, osv.
Defensiv fagbevægelse
I stedet for at kæmpe for, at morgendagen skal være bedre for lønmodtagerne, kæmpes der nu for at lappe en smule huller. Det er altså en konstant defensiv position, fagbevægelsen ser sig nødsaget til at indtage. Men hvordan skal man bruge den danske model som middel, når ens arbejdsgiver er det til enhver tid siddende politiske flertal? Her løber man konstant panden mod en mur.
Derfor kommer vi heller ikke udenom, at når vi taler om overenskomster på det offentlige område, så taler vi også om den politiske dimension af de faglige forhandlinger. Med den nye aftale har regeringen vist, at den på ingen måde ønsker at investere sig ud af de enorme udfordringer, vi som samfund står overfor i forhold til vores velfærd. Man ønsker ikke at sikre en positiv udvikling og rekruttering til de såkaldte velfærdsfag. Man ønsker ikke at gøre op med 55 års uligeløn i det offentlige.
Man kan også stille sig selv det åbne spørgsmål, om rammen for en tiltrængt investering i vores skoler, sygehuse, daginstitutioner og plejecentre ikke allerede var fastlagt i 2012, da man tiltrådte EU’s finanspagt og dermed indførte Budgetloven, der lægger den offentlige sektor i en stram spændetrøje.
Artiklen er fra marts-nummeret af Faglig EU Debat, udgivet af Fagligt Udvalg i Folkebevægelsen mod EU.
Læs hele bladet her
Vil du modtage Faglig EU Debat på din mail fremover? Så send en mail til kimw@folkebevaegelsen.dk