Nyheder
Oliver Stone i kontroversiel kritik: Hvem har forårsaget Ruslands angreb på Ukraine? "USA er ekspert i at fordømme ethvert land i verden", siger den amerikanske filminstruktør Oliver Stone. Han mener ikke, at der er nok fokus på, at USA fra 2014 har bevæbnet Ukraine, der siden dengang har ført borgerkrig mod sit russiske mindretal i Donbass.

-  USA er ekspert i at fordømme ethvert land i verden, når landet overskrider grænserne for den internationale orden, siger Oliver Stone, amerikansk filminstruktør, til den serbiske avis Politika.

– Og USA bryder alle regler, når det ønsker det, fortsætter han.

Den prisvindende filminstruktør og manuskriptforfatter mener ikke, at historien om krigen i Ukraine er så simpel, som ledende figurer i USA forsøger at gøre den til.

Oliver Stone peger på, at USA fra 2014 har bevæbnet Ukraine, der siden dengang har ført borgerkrig mod sit russiske mindretal i Ukraines østlige region Donbass.

Europas glemte krig

Oliver Stone sætter spørgsmålstegn ved, hvordan USA’s regering ledet af præsident Joe Biden kan tro, at USA skulle være i stand til at diktere, hvordan Rusland opfører sig i forhold til Ukraine.

– Alle råber bare: “Russerne angriber”. Men hvem har forårsaget det? Hvad er der sket i Donbass siden 2014, og hvor mange mennesker er flyttet ud af Donbass, fordi USA har bevæbnet den ukrainske hær massivt, spørger filminstruktøren.

2014 brød en borgerkrig ud mellem Ukraines militær og separatister blandt det russiske mindretal i Donbass. Samme år vedtog Kongressen i USA en såkaldt “Lov til Støtte for Ukraines Frihed“, der bevilgede våben og sikkerhedsbistand til en værdi af 350 millioner dollars.

På trods af mange år med drabelige kampe på europæisk grund, hvor bomber fra Ukraines militær faldt om ørerne på børnefamilier i Donbass, fik den ukrainske borgerkrig stort set ingen opmærksomhed fra politikere i de øvrige europæiske lande. Af samme årsag bliver borgerkrigen ofte omtalt som “Europas glemte krig”.

I september 2014, blot et halvt år efter krigen begyndte, var over en million mennesker flygtet fra deres hjem i Donbass, hvoraf 814.000 havde søgt tilflugt i Rusland.

I maj 2021, ni måneder før Ruslands invasion af Ukraine, havde den ukrainske borgerkrig ifølge BBC kostet 14.000 mennesker livet, herunder tusindvis af civile.

Nynazister i militæret

– Fra 2014 var Ukraine ikke længere neutralt, det var imod russerne, og det er det, der har forstyrret balancen i det militære udstyr, og det er derfra krigen kommer, konkluderer Oliver Stone.

Kun en måned inden borgerkrigen mellem den ukrainske stat og det russiske mindretal brød ud, var Ukraines daværende regering og præsident Viktor Yanukovych blevet væltet under det såkaldte Maidan-oprør.

Yanukovych var gået til valg på et tæt forhold mellem Ukraine og Rusland, mens folkene bag Maidan-oprøret ønskede at løsrive sig fra russisk indflydelse og knytte sig tættere til EU. Men i oprøret, der udviklede sig til en drabelig affære, endte Ukraines yderste højre med at spille en afgørende rolle. Det belyser blandt andre analysecentret VoxUkraine.

I dag inkluderer Ukraines militær Azov-bataljonen, der blev dannet for at bekæmpe de væbnede grupper blandt det russiske mindretal i Donbass.

I 2016 skrev den jødiske menneskeretsorganisation SWC Europe, at størstedelen af soldaterne i Azov-bataljonen er nynazister, der blandt andet ser op til Hitler, benægter Holocaust, påstår at Putin er jøde, bærer nazistiske logoer, har hagekors-tatoveringer og “kæmper for frigørelsen af hele den hvide race”. Deres erklærede ærkefjende er russerne.

 

Soldater i Ukraines Azov-bataljon flager med hagekors, NATO’s logo og bataljonens eget flag, mens to soldater heiler.
Foto: Heltsumani/CC BY-SA 4.0/Wikimedia Commons

 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt