Nyheder
OK23: 3F Storkøbenhavn anbefaler et ja til overenskomsten Så er det snart tid til at stemme om overenskomsterne på det private område. Læs her hvorfor 3F Storkøbenhavn anbefaler at du stemmer ja.

Kære medlem

Efter lange og svære forhandlinger, så ligger der endelig et samlet resultat af overenskomstforhandlingerne på det private område. Nu er det din tur til at tage stilling.

Lad mig slå fast med det samme: Der er tale om et historisk godt resultat! Med markante lønstigninger, bedre forhold for tillidsrepræsentanterne, mere betalt barsel og med et vigtigt værn mod social dumping på byggeriets område, så er de vigtigste af afdelingens krav blevet hørt.

Vi må selvfølgelig ikke glemme, at forhandlingerne sker på et bagtæppe af høj inflation, en årrække med store overskud i virksomhederne og beskedne lønstigninger til os. Så budskabet fra 3F Storkøbenhavn har været klart: Nu er det vores tur!

Selvom man aldrig kommer igennem med alle sine krav, så synes jeg at vi kan være tilfredse. Budskabet er blevet hørt, og arbejdsgiverne må til lommerne. Jeg hæfter mig særligt ved, at de centrale forhandlere på industriområdet har sendt det kraftigst mulige signal til virksomhederne: De lokale lønforhandlinger skal tages alvorligt. Også ude på de enkelte virksomheder skal der ske markante lønstigninger.

I en usikker tid med inflation, krig i Europa og udfordringer med forsyningssikkerheden, så er det lykkedes for forhandlerne at finde en balance mellem reelle lønstigninger og bedre rettigheder, uden at sætte konkurrenceevnen over styr. De danske virksomheder står stærkt, og jeg er overbevist om, at virksomhederne også i fremtiden har råd til at investere i deres vigtigste ressource: Dygtige, engagerede og veluddannede medarbejdere.

Jeg stemmer JA til OK23, og jeg vil anbefale dig at gøre det samme.

Jesper Holm
Formand
3F Storkøbenhavn

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt