Nyheder
Arbejdsgiverne må komme ind i kampen og tage flere lærlinge Der bliver klaget over mangel på faglærte, men for mange arbejdsgivere svigter ansvaret for at uddanne dem.

Man kan næsten ikke åbne en avis uden at læse, at arbejdsgiverne og deres organisationer skriger på mere faglært arbejdskraft. Manglen på faglærte er stor og vil kun blive endnu større i fremtiden, må man forstå.

Men når det kommer til at tage lærlinge, kniber det desværre med at tage ansvar.

For ti år siden indgik den daværende regering og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale, der skulle komme problemet til livs ved at øge virksomhedernes økonomiske incitamenter til at tage flere lærlinge. Målet var, at der inden 2025 skulle skaffes mellem 8.000 og 10.000 flere lærepladser.

Desværre er det gået lige omvendt. Undervisningsministeriets opgørelser over lærepladser viser, at der i 2025 var 607 færre uddannelsesaftaler, end da målet blev sat i 2016. Samtidig mangler mange unge en læreplads. På hjemmesiden lærepladsen.dk er der lige nu over 25.000 erhvervsskoleelever, der søger en læreplads.

Derudover er antallet af delaftaler, hvor en lærling kun er hos virksomheden i en del af sin læreperiode, blevet meget større. Det betyder, at mange lærlinges læretid bliver utryg og usikker.

Arbejdsgiverne kan ikke både klage over mangel på faglærte og samtidig svigte ansvaret for at uddanne dem.
Det er trist, at der er unge, der gerne vil tage en erhvervsuddannelse og træde ud i et fag, hvor der er rigtig meget brug for dem, men som ikke kan få lov til at dygtiggøre sig ude i en virksomhed. Og samtidig er det hyklerisk, når man på den ene side efterspørger flere faglærte og på den anden side ikke tager sin del af ansvaret for at skabe flere lærepladser.

Derfor må mestrene og arbejdsgiverorganisationerne tage skeen i den anden hånd. Både af hensyn til de lærlinge, der mangler en plads, men også for at sikre, at der i fremtiden bliver flere faglærte. Det kræver nemlig både, at flere vælger en erhvervsuddannelse og at flere gennemfører den uddannelse, de allerede er startet på. Hvis vi ikke skaber sikkerhed for, at der er en læreplads til dem, risikerer vi, at de vælger noget andet eller falder fra.

Samtidig må man igen se på de initiativer, der var en del af trepartsaftalen. De har tydeligvis ikke været stærke nok til at løse problemet.

Med venlig hilsen

Martin Jensen, Formand for 3F Vejle & Jack Rasmussen, Gruppeformand for Bygge- og Grøn gruppe i 3F Vejle

3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening.

3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet.

· Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle · 
· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk · 
Danmarks Stærkeste Fagforening 
Din fremtid - Vores opgave

 


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt